Redningsbådens forlis i 1929: Forgrædte børn i gadebilledet

1:2.

En beretning i 2 dele af Leif Frøstrup, bestyrelsesmedlem af Løkken Redningshus.

Søndag den 9. juni 2019 var det 90 år siden redningsbåden i Løkken kæntrede og 3 mand mistede livet.

Begivenhedsforløbet blev skildret gennem den reportage, der blev bragt i Hjørring Amtstidende den 10. juni 1929, dagen efter ulykken.

En ulykke, hvis omfang nærmere må betragtes som en katastrofe, har i går eftermiddags ramt Redningsstationen i bade og fiskerbyen Løkken. En Redningsbåd med fuldt bemanding – 12 mand – der var gået ud for at assistere nogle fiskere, som man kunde nære nogen frygt for, kæntrede, og 3 af de 12 mand satte livet til. Ulykken er så meget mere trist, som den har ramt selve fiskernes livsnerve, Redningsbåden, der ikke må og ikke skal kunde svigte. De nærmere omstændigheder ved ulykken er kort fortalt følgende: Et besøg på ulykkesstedet Som en løbeild for rygtet om den frygtelige ulykke ud over hele Vendsyssel. Borgerforeningen fra Løkken var netop i et antal af 100 medlemmer på udflugt, da de i Aalborg erfarede om ulykken. De ilede naturligvis alle hurtigst muligt hjem. I Hjørring fortalte rygtet, at 4-5 fiskere var druknet, og talrige folk fra Hjørring tog derfor til Løkken. Straks efter, vi havde fået meddelelse om ulykken, aflagde vi besøg i Løkken, hvor alle beboere naturligvis var på benene. I små klynger stod folk på gader og gadehjørner, i døre og ved vinduer og diskuterede det skete. Alvorens dystre skær hvilede over alle. Flere af redningsmændene, der havde været gennemblødte, sad hjemme ved den lykkelige familie, der havde oplevet så kvalfulde øjeblikke, mens deres kære sad derude og red på Redningsbådens køl. I et enkelt hus ud til gaden, hvor døden havde slået sit sorte kors på døren, stod forgrædte børn og stirrede ud på gaden, hvor Falcks Redningskorps til ingen verdens holdt med hele to udrykningsvogne med gule flag, og en ambulancevogn. Det var små børn, som så meningsløst og brat var gjort faderløse på sommerens første søndag. Gamle fiskere strøg sig i skægget. De har jo så ofte oplevet, at havet der til daglig føder så mange, også tager sit offer. Men denne gang er alvoren dobbelt dyster, fordi det var selve Redningsbåden, det hvide skumpiskende havs stolte betvinger, der for en gang skyld var undertvunget i kampen. En af de reddede redningsmænd, Frederik Simonsen, bor i et venligt lille hus, og for at få en detailleret skildring af hvorledes det hele er gået til, aflægger vi ham et besøg, Frederik Simonsen var den første der kom op efter at båden kæntrede, han er en af de yngste af redningsmændene – kun 38 år. Vi træffer Frederik Simonsen i køkkenet, omgivet af familiens kreds. En primus er tændt og blusser højt for at varme op. Fr. Simonsen har endnu kuldetrækninger efter det kolde bad, men fejler ellers intet. Hvad var deres første tanke, da båden kæntrede? Jeg må ærligt sige, svarer Simonsen. Jeg tænkte intet. Først da jeg sad oppe på kølen vendte tankerne sig til dem derhjemme samt de af kammeraterne, som endnu drev om i vandet. Hvordan gik det hele til? Vi var taget ud for eventuelt at bistå Damgaard og Stensen, der endnu ikke var kommet ind. Flere fiskere var taget ud om morgenen kl. 4, men vendte ret tidlig på eftermiddagen tilbage, da søen var blevet hård. Imidlertid gik Damgaard flot ind på stranden, da vi nåede 1. revle. Vi gik derfor ud mellem 2 og 3. revle, hvor vi ankrede op for at vente på Stensen. Vi lå altså her og ventede på Niels Stensens båd, da en voldsom brådsø brød kanten af båden, og pressede den så hårdt, at vi ikke kunne vedblive at holde læsiden op. Båden vendte så hurtigt, som at vende en hånd, og vi kom i vandet alle sammen. Jeg kom først op, og det lykkedes mig i løbet af to minutter at hale mig op på kølen af båden. I løbet af 5 minutter lykkedes det også de øvrige 8 af mine kammerater at nå op. En enkelt – bådføreren - havde vi en del besvær med at få op, da han havde været halvt under båden, således at hans redningsbælte greb fat. Lige straks, da jeg var kommet op på kølen, havde jeg kastet blikket agterud og så to af mine kammerater blive ført med strømmen nordpå. De havde deres redningsbælter på, men hvem det var, kunne jeg ikke se. De var da også allerede så langt borte, at det var umuligt for os at komme dem til hjælp.

Fortsætter i næste uge.