Organdonation: Livet blev sat på stand by

HJØRRING: To datoer står i skarp erindring hos Hanne Møller. 20. august 2015 blev hun indstillet til organtransplantation. Og 6. januar 2016 fik hun en ny lever, der sikrede hende nyt liv.
Ventetiden på den nye lever var på mere end fire måneder - og den var hård. Ikke alene for Hanne, men for hele familien. De var døgnet rundt i alarmberedskab. De led sammen og hver for sig ved tanken om, hvad der skulle ske - uden at vide hvornår. Alle ventede de på, at telefonen skulle ringe fra Rigshospitalet i København - det eneste sted i landet, hvor lægerne foretager levertransplantationer.
- Hele efteråret var én lang ventetid. Alle havde det dårligt og var bekymrede. Livet var sat på stand by, siger Hanne Møller, der bor på Blommely i Tårs med sin mand Martin og døtrene Tilde og Nanna, der i dag er 10 og 16 år.

- Vi skulle hele tiden planlægge, at vi kunne være tilbage i Tårs inden for en time, hvis telefonen ringede. Falck skulle hente mig og få mig frem til Rigshospitalet, når der var en ny lever klar.
- Ved juletid havde lægerne stadig ikke ringet, og børnenes trivsel var i den grad påvirket. Vores yngste datter havde det rigtig dårligt med presset og tanken om, at vi måske ikke kunne holde jul sammen. Nanna skulle konfirmeres i foråret, og det fyldte selvfølgelig også meget. Det var vanvittigt hårdt. Man kunne aldrig planlægge noget, og det var stressende.
- Lige inden jul, bad jeg om time out fra ventelisten, og det gav os alle lidt ro. Jeg kom tilbage på listen 2. juledag og kunne med det samme mærke presset igen.
Hanne tilføjer, at familiens netværk var afgørende for, at hun kom igennem forløbet.
- Vi har et godt netværk med familie, venner og gode kollegaer. Og så havde jeg en fantastisk arbejdsplads, der bakkede mig op hele vejen. Jeg var på arbejde hver dag, og det var godt at komme afsted. For mig var det vigtigt at holde fast i det, jeg kunne. Ellers kunne jeg bare se, at jeg blev dårligere og dårligere af min sygdom.

Den nye lever var ventetiden værd. Med den fik Hanne nyt liv, og hun er blevet fri af angsten og voldsomme gener, hun havde kæmpet med, inden operationen.
Inden hun havnede på operationsbordet i København, havde hun været syg i flere år.
- Huden kløede helt ekstremt, og jeg følte, at jeg brændte op indvendigt, fordi leveren holdt op med at fungere.
Hanne har den kroniske tarmbetændelse Morbus Crohn, og få rammes af den følgesygdom, der nedbryder leveren.
- I 2013 blev jeg dårligere. Min sygdom gjorde, at galdevejene ikke kunne udskille affaldsstoffer og jeg fik infektioner. Jeg fik feberanfald, og bedst som jeg var rask, blev jeg indlagt på sygehuset og fik antibiotika. Allerede i 2013 siger lægerne til mig, at leveren skal skiftes på et tidspunkt.
Undersøgelser i december 2013 viste imidlertid, at leveren stadig var for god til at blive udskiftet.
- Jeg var glad. For dengang syntes jeg, at en levertransplantation måtte være allersidste udvej. Men jeg kom jo bare hjem til flere indlæggelser på sygehuset, og jeg var virkelig dårlig.

I 2015 afgjorde lægerne på baggrund af nye prøver og undersøgelser, at tiden var kommet til levertransplantation.
- Jeg stod til et fodboldstævne i Vrå, da lægen ringede. Jeg syntes, min verden styrtede sammen. Jeg frygtede, at jeg ikke skulle se mine børn vokse op, husker Hanne.
Hun gennemgik et to ugers grundigt undersøgelsesforløb på Rigshospitalet.
- Jeg var spændt på resultatet. Hvis svaret var negativt, vidste jeg, at jeg ville dø.
Hanne Møller blev fundet egnet til at modtage en ny lever, og kom på venteliste 20. august 2015.
- Det var så vanvittigt. De forventede, at der i løbet af efteråret ville være en ny lever til mig. Så fra den dato skulle telefonen være tændt altid.
Hanne og Martin holdt et møde med hendes to søstre - Helle og Lene - for at planlægge, hvem der tog sig af hvad, når der blev ringet fra Rigshospitalet. Her fik hun også delt sin værste frygt - nemlig at dø fra sine børn.
- Den aften fik jeg fortalt, hvad jeg gerne ville have, der skulle foregå, hvis jeg skulle dø. Det var en lettelse at få det sagt. Og set i bakspejlet kom vi endnu tættere på hinanden i familien.

Nytårsaften 2015 står også lysende klar i hukommelsen.
- Det var en meget specielt nytårsaften, for inderst inde troede jeg, den var min sidste. Jeg troede simpelthen ikke, jeg overlevede.
Onsdag 6. januar klokken 00.20 kom det telefonopkald, de havde ventet på.
- Vi havde fejret Tildes fødselsdag tirsdag, og om aftenen siger Tilde: "Nu kan de bare ringe, mor - vi er klar".
Forældre og søstre satte kurs mod Tårs til Tilde og Nanna, mens Hanne og Martin blev hentet og kørt med blå blink og høj fart til København. To steder under vejs var der hurtigt skift af bil og chauffør, og efter bare tre timer stod Tårs-parret på afdelingen på Rigshospitalet.
- Når det virkelig gælder liv eller død, så spiller systemet altså bare.
- Min skræk havde været, hvordan jeg ville reagere, når beskeden endelig kom. Jeg var bekymret for afskeden med min mor og far og mine piger.
Men pludselig gik alt meget hurtigt.
"Vi ses", lød afskeden til pigerne, da Falck ankom.
- Min hjerne lukkede ned som en computer på hvilestrøm. Jeg blev helt praktisk, så jeg sendte lige en besked til min kollega om, hvad 7. klasse skulle lave næste dag, griner Hanne og ryster på hovedet.

Leveren viste sig at være det perfekte match for Hanne. Klokken 17 vågnede hun den onsdag med en ny lever i sin krop. Og allerede om aftenen begyndte hun at tro på, at det skulle blive godt.
- Jeg kløede ikke mere. Og da jeg så scanningen af min nye lever, var jeg ikke i tvivl om, at det var et godt bytte, smiler Hanne.
- Jeg er mega taknemmelig over, at nogen havde taget stilling til organtransplantation, og jeg kunne få en ny lever.
Hanne Møller opfordrer alle til at tage stilling.
- Inden jeg selv stod i det, havde jeg aldrig forholdt mig til organdonation. Nu har vi taget stilling her i huset.
Efter bare 16 dage var Hanne hjemme i Tårs igen. Den nye lever gjorde efterfølgende lidt modstand, inden den accepterede sin nye plads i Hannes krop.
Efter tre måneder var hun retur på skolen i Brønderslev på nedsat tid. 1. juli blev hun raskmeldt, og siden har hun hun haft ganske få sygedag.
- Nu er jeg rask, smiler hun.

På Blommely i Tårs er livet ikke længere på stand by - livet bliver levet.
- Hele forløbet er i tankerne, men det hjælper at få alle tingene snakket igennem og få det lidt på afstand.
Og Hanne er stadig Hanne, omend hun med egne ord er blevet lidt hård i filten.
- Det er en floskel, at man nu lever hver dag som den sidste - der bliver altså hverdag igen. Men man bliver taknemlig og ser mere afklaret på livet og døden.
- Jeg kan næsten ikke tåle folk, der pylrer - det skal jeg arbejde lidt med, smiler hun afvæbnende.
- Og jeg bliver også irriteret over dumheder, man ikke skal bruge sit liv på.