Økonomisk boost til ny idræts-dille: Så er det op på kæphesten
SINDAL: Du vidste det måske ikke, men man kan faktisk godt gå til kæphesteridning - også i Sindal Rideklub.
Rideklubben har denne sommer modtaget 15.000 kroner fra Hjørring Kommunes udviklingspulje til opstart af kæphesteridning. Pengene anvendes til indkøb af kæpheste, kæphestebane og -spring samt PR i forbindelse med opstarten af disciplinen.
- Kæphestesporten er utrolig populær i Danmark og det er meget forståeligt. Deltagerne har det sjovt, de leger, men de lærer også samtidigt. Ofte undervurderes det, hvor meget læring der er i kæphesteridning i forhold til rytterens almindelige udvikling med ridning på hest. Dressurøvelser kan være svære nok at lære på hest, så det ses tit, at det bliver lettere for rytterne, at starte med øvelserne på kæphest. Derudover giver det god og sund motion for deltagerne, oplyser rideklubben.
Sindal Rideklub har hen over sommeren haft undervisning hver tirsdag i kæphest - og som afslutning på sommerens aktiviteter blev der holdt et lille stævne for klubbens medlemmer og gæster udefra. Der var 15 starter og stor ros til klubben for et fint lille stævne med de superflotte kæphestespring, som klubbens medlemmer selv saver ud, skuer sammen og maler i flotte farver.
- Det er vores intention, at få kæphesteaktiviteten godt op at køre i Sindal Rideklub, også fordi det passer meget godt ind i klubbens nuværende situation, hvor klubben ikke har egne faciliteter, såsom ridehal. Kæphesteudstyret og hele stalden med kæpheste, hvor vi i Sindal Rideklub har 4 kæpheste på stald, kan flyttes rundt til forskellige steder, hvor vi kan afholde undervisning eller stævner, siger formand for Sindal Rideklub Anders Kristiansen.
- Og med støtten fra Udviklingspuljen fra Hjørring Kommune til kæphestesporten kan vi se yderligere medlemsaktivitet og medlemstilslutning, hvilket på sigt skaber en endnu sundere forening, lyder det endvidere.