Din by ændrer sig: Her er tidsplanen - men hvad sker der med byens p-pladser?
HJØRRING: Der kommer mere vådt og grønt i bybilledet i form af rindende vand og beplantning- men inden da står den på gule entreprenørmaskiner og rød-hvide afspærrings-bomme en rum tid endnu.
Bymidten i Hjørring skal grueligt meget igennem, inden der sættes punktum for et gigantisk klima- og forskønnelsesprojekt.
Både kunder, handlende og serveringssteder har stiftet bekendtskab med de mægtige maskiner - og de gener, de fører med sig - da Vennelyst første gang drejede tændingsnøglen efter påske.
Rør til vand, varme og kloak skulle i jorden, men millionprojektet blev sat på pause, da turister, lokale strøgkunder og Hjørring Handel skulle have plads, fred og ro henover sommeren.
Men som de fleste har bemærket, så er gravemaskinerne vendt tilbage fra ferie: Nu gælder det ikke bare fiber og el langs facaderne, men eksempelvis også etablering af et stort regnvands-bassin tæt på Sct. Olai Plads.
- Bassinet er til opstuvning af vand, så vandet bremses og man dermed forhindrer oversvømmelser. Bassinet bliver med trapper, så man kan sidde og hygge sig på stedet også, siger projektleder ved Hjørring Kommune, Bettina Jensen.
Generelt vil der blive mere grønt i Strømgade, ligesom der kommer anderledes og mere spændende belysning op. Og der skal også etableres en rambla til leg og ophold i en stribe mellem p-pladsen på Sct Olai Plads og Coop 365, Det Nordjyske Mediehus og ejendomsmægleren.
Fra området ved bassinet og ned mod Springvandspladsen kommer der til at rinde vand i en 130 meter lang stribe med små rekreative bassiner undervejs.
Asfalten, der blev lagt i Strømgade inden sommerferien, er i øvrigt kun til midlertidig brug - inden udgangen af oktober vil der være lagt fliser.
Der sigtes efter at være færdige i Strømgade i uge 49 - men det er ikke et punktum, blot et komma: I 2023 går det løs i Jernbanegade og på Mammutpladsen. Sidstnævnte får på store stræk et parklignende præg med grønt, grøfter med vand og mulighed for leg - og her stopper det ikke:
- Længere inde i pladsen skabes der opholdsarealer, som kan benyttes af alle, men særligt henvender sig til beboerne i de nye byhuse og danner rammerne for fællesskabet og den gode stemning. Her vil der være mulighed for at samle naboerne til fællesspisning, grill, dyppe tæerne i vandet og nyde den biodiverse plads i midtbyen, som det hedder i projektbeskrivelsen.
Men hvad betyder det store projekt for byens p-pladser?
Ifølge Bettina Jensen skal p-pladsen på Sct. Olai Plads i løbet af efteråret have en overhaling.
- Der skal nyt slidlag på, og så bliver den indrettet på en ny måde, så der bliver tale om mere ensartet parkering på pladsen, siger hun.
Vurderingen er, at det maksimalt er nødvendigt at tage den ud af drift en enkelt dag.
Med nyskabelserne på Mammutpladsen, bliver der her lidt færre p-pladser, mens der skal anlægges pladser i Jernbanegade, hvor Messing-Jens lå - tæt på den kommende musikskole.
Samlet set bliver der faktisk tale om et lille plus i antallet af p-pladser i byen, oplyser projektlederen.
Endelig skal der laves en regulær p-plads - i øjeblikket parkeres der på grus - hvor den tidligere politistation lå ved siden af Metropol og Amtmandsboligen.
- Her skal der også laves et nyt anlæg til byens skatere. Og vi skal have lavet det rigtigt, så skaterne kan godt regne med at blive taget med på råd inden, lover Bettina Jensen.
Etape 2 skal efter planen afsluttes inden julen 2023.
Den samlede realisering af projektet forventes at koste ca. 36 mio. kr., hvoraf Hjørring Vandselskab finansierer ca. 20 mio. kr.