Hjørrings erhvervsliv skal gøre mere af det, de er gode til – sammen
185 gæster var klar på Nordsøen Oceanarium, da direktør Bo Geertsen for sidste gang, i egenskab af direktør, bød velkommen til Erhverv Hjørrings nytårskur, inden han snart går på pension senere på året.
Deltagerne kom fra både mindre og større virksomheder i Hjørring Kommune, ligesom byrådet var inviteret. Arrangementet var en blanding af oplæg, og der var afsat god til at netværke.
A. Neil Jacobsen holdt som formand for Erhverv Hjørring velkomsttalen. Her takkede han blandt andet erhvervet for deres arbejde i en svær tid med blandt andet krig og inflation.
– Det er vigtigt, at erhvervslivet står sammen og er synlige, så vi kan komme på den erhvervspolitiske dagsorden, sagde han.
Borgmester Søren Smalbro fortalte om Hjørring Kommunes nye erhvervspolitik, der har titlen ”Sammen om løsninger.”
Den nye erhvervspolitik, der blev vedtaget af et enigt byråd 20. december, adresserer blandet andet fremtidig mangel på kompetencer og medarbejdere i Hjørring Kommune.
– Det er en stor udfordring, som vi kun kan løse, hvis vi alle hjælper til i fællesskab, sagde borgmesteren.
Han fortalte også, at erhvervspolitikken beskriver fem styrkepositioner i Hjørring kommune: Industri og grøn innovation, porten til Nordatlanten, turisme og handel, uddannelses- og administrationscenter samt Ungegarantien De fem styrkepositioner skal være pejlemærker for samarbejdet med virksomhederne, understregede borgmesteren.
– Vi skal gøre mere af det, vi er gode til, og udnytte synergier ved at tænke styrkepositionerne sammen, sagde han.
Sidste punkt var iværksætteren Jakob Neua Nørgaard - blandt andet kendt fra Løvens Hule, der fortalte sin egen – meget farverige iværksætterhistorie, som fik smilene frem.
Fra Løkken deltog Annelise Damsgaard, Kasper Nørgaard og Martin Svendsen, der til daglig driver Vestevent, Outnature og Vesterhavscaminoen som repræsentanter for turismen.
Martin Svendsen synes generelt, at han har gode oplevelser med det offentlige/private samarbejde, sagde han.
– I Løkken er vi allerede langt fremme med at skaffe mere helårsturisme ved at lave aktiviteter i skuldersæsonerne. Det betyder, at vi får flere helårsarbejdspladser, og det er med til at gøre Løkken til et mere attraktivt sted at flytte til. Nye tilflyttere betyder mere handel i de lokale butikker og så videre, sagde han.
– Men det, jeg først og fremmest tager med mig fra i aften, er foredraget med Jakob Neua Nørgaard, for hold op, hvor var der mange ting, jeg genkendte, fortalte Martin Svendsen med et smil.
Kasper Nørgaard fik netværket så meget som muligt, fortalte han.
– Jeg har fået snakket med rigtigt mange, og jeg har også fået nogle aftaler med hjem at arbejde videre på, ligesom jeg har været i kontakt med en politiker. Det ville jeg jo ikke bare sådan komme ellers.
Der var lidt flere deltagere end sidste år, oplyser Hjørring Erhverv.