Hjørring - Prag. Også til miniferie

Prag er en af de steder, man sagtens kan besøge i få dage og så alligevel føle, man får noget med hjem. Jeg var taget med min tvivlsomme madklub, Slughalsenes klub, langt væk fra Hjørring til den tjekkiske hovedstad Prag. Og Prag er en smuk by. Ikke at sammenligne med Paris, langt fra, men alligevel med masser af arkitektoniske overraskelser - dog indimellem bygget klods op ad hinanden.

I Prag kørte vi med sporvogn. Og til 6 kroner for en halv time havde vi ikke brug for metroen. 3 dage var ikke meget, så vi holdt os til Prags gamle midtby, og det østlige Zizkov, hvor vi boede. Her ville vi opsnuse atmosfæren, se på mennesker og kun opsøge enkelte udvalgte ting. Fodbold Fritz, der til stadighed havde tjek på sit elektroniske stads og den sidst nye model Megatrend mobilephone, fulgte vores færd gennem byen med den lille gps mellem fingrene. - Ja, det er jo så en mobilapplikation, forklarede han og kiggede på mig. - Javel så, svarede jeg, men tænkte nok mest på, at jeg var ved at være sulten og tørstig.

Sporvognen fortsatte ind mod den gamle bydels snørklede gader. Og kun sporadisk fangede jeg de korte glimt af Karlsbroen, hvor Moldaufloden strakte sig gennem byen. Her var der spækket med mennesker som os. - Vi skal sgu sejle på Moldau, udbrød Lange Jan med et fornøjet glimt i øjet. - Ja, men kun hvis der er toiletter om bord, svarede røde Jens, mens sporvognen bumlede hen over brostenene. Vi var alle iført svedige T-shirts, og på denne sommerdag var temperaturen lige over 27 grader. Vi savnede ej Hjørring, men elskede kun Prag.

Vi boede i distrikt 3, Zizkov, der af mange blev opfattet som en lidt mere rå del af byen. En dag, på vej til sporvognen, så vi noget interessant og meget udansk. Mellem en større vej og en beboelsesbygning fandtes et lille stykke græsplæne på en hjørnegrund. Et gammelt træ skyggede for solen, og inde på plænen løb en lille gruppe børn i tolv fjorten års alderen rundt og spillede fodbold. De havde ingen mål og havde derfor etableret to ved at stille tomme flasker op. De løb og væltede rundt mellem hinanden, grinede og sparkede til bolden, mens de fik ægte grønne streger af græs på benene. Her var ingen smartphones, ingen Pokémon GO, men kun nærvær, leg og højlydt glæde. Fodbold Fritz var optaget af sit elektroniske stads, men hostede pludselig undskyldende, og stak det så i lommen. Det var befriende og sikkert meget tjekkisk alt sammen. Måske kunne vores egne børn lære lidt af børnene fra Zizkov? Måske var Zizkov et godt sted at opføre en opdragelseslejr?

Slughalsenes klub er ikke en gourmet-forening, men blot en håndfuld mænd på 50 år, der kan lide god mad. Og i Prag skal man smage på det hele. En fin restaurant i midtbyen, javist, masser af god vin, og næste dag tjekkisk Pizza på en Café i Zizkov.

Besøger man Prag, men ser ej Karlsbroen, er det, fordi man ikke ved den findes. Den er byens ældst eksisterende bro og bygget i gotisk stil. Man påbegyndte byggeriet i 1357, og i dag er det udelukkende en gangbro, hvor malere og gademusikanter, midt mellem de mange skulpturer og helgener, skaber stemning blandt de gående. Kunstner Kurt mente, at malerne åbenlyst manglede teknik i deres streg. Røde Jens var ligeglad. Han syntes mest af alt, det handlede om en stor fadøl på den anden side af floden. Især når nu broen var en halv kilometer lang. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret. Broen var lang, og luften ualmindelig tør.

Når vi ikke styrtede rundt i Prag og så de vigtigste ting, så tror jeg mest af alt, det handler om, at Hjørring er en lille by, og vi kender hver en mursten og hvert et gadehjørne. At sidde på en fortovscafé i Prag, se på mennesker, suge bylivet til sig og snakke uforpligtende om alt og ingenting, er en ganske behagelig ferieform. Og skulle jeg endelig anbefale noget, så kunne det være den berømte graffiti mur "Lennon Wall." Muren havde siden 80´erne og John Lennons død stået som et tegn på frihed for Prags ungdom, men også som en protest mod det daværende kommunistiske styre.

Mine få kulturelle ønsker var tilsyneladende smittet af på en rejsefælle. Ved siden af mig sad røde Jens og studerede bekymret farven på sin Budweiser. Pludselig spurgte han: - Er vi egentlig ukulturelle? Han kiggede rundt på os. Ingen syntes at kunne give et klart svar.

Nuvel, Prag er en skøn by, og den kan opleves på mange måder. Men det er også en fredelig by med en udpræget glad atmosfære. Det er herligt at bevæge sig rundt gennem den gamle bydels små, snørklede gader og finde værtshuse og caféer med måske højst tolv stole til gæsterne. Og alt det andet, som Prag byder på, ja, det kan man jo altid se. For selvfølgelig bliver der en næste gang.