Faresignalstationen/Signalmastens Historie i Løkken

Afsnit 1:3

Et af Løkkens vartegn er signalmasten, kendt af såvel lokalbefolkning som turister. Den står som symbol for en tid, hvor fiskeriet var Løkkens hovederhverv.

Det er almindelig kendt, at signalmasten blev brugt til at advare fiskerne på havet, om dårlige landingsforhold i hårdt vejr, ved der blev hejst henholdsvis 1-2 eller 3 balloner op i masten. Det var en vigtig hjælp, før bådene fik radio og sender om bord.

Faresignalstationen blev oprettet i 1889. Initiativet kom fra fiskerne, der gennem deres forening ”Dansk Fiskeriforening” pressede på, for at få stationen oprettet. Inden beslutningen om at oprette stationen blev taget, var der, forsøgsvis, oprettet 3 stationer i Klitmøller, Hanstholm og Bavn. Disse 3 stationer var blevet vel modtaget og på baggrund af det, anmoder Dansk Fiskeriforening, Indenrigsministeriet om at oprette signalstationer på 15 fiskepladser, langs Jyllands vestkyst, fra Uggerby i nord, til Nymindegab i syd. Anmodningen blev positivt modtaget, og ministeriet påtog sig, at afholde udgifter ved oprettelsen af disse signalstationer, mod at fiskerne overtog betjening og vedligeholdelse fremover. ”Dansk Fiskeriforening” påtog sig at formidle bindende kontrakter, med fiskerne på de enkelte pladser om pasning og vedligehold af stationerne. Det blev skibsbygmester H. Buhl, Frederikshavn, som kom til at levere og opføre stationerne. Der blev aftalt en pris på i alt 12.000 kr. for samtlige stationer.

Fiskerne i Løkken har uden tvivl været med til at presse på, for at få signalmaster. Nogle år tidligere havde man forsøgt med sin egen løsning, men havde mødt modstand hos herredsfogeden. Peter Boye har berettet om kontroverser med herredsfogeden. Den fandt sted først i 80, som Peter Boye skriver. Om det er året 1880 eller begyndelsen af 1880’erne er lidt uklart, men det er før ”det store flynderfiskeri”, som begyndte i 1884. Fiskerne havde for første gang, fået en aftale om afsætning af torsk og kuller, på det tyske marked, hvad der betød at det nu kunne betale sig, at fange disse fiskearter i støre omfang. Hidtil havde torsken kun kunnet sælges i det nærmeste opland, og kuller var nærmest usælgelig. Fiskeriet foregik med bakker, krogfiskeri, det var hårdt og arbejdskrævende, og krævede lange sejlture fra morgen til sen aften, ofte brugte man også natten i begge ender. Det var før man fik motorer i bådene. Det var ikke altid let at finde ind ved Løkken, når man kom hjem i mørke, og det gav ofte store problemer. Peter Boye nævner således en episode, hvor ”N. Damsgaard først landede om morgenen, hvor alt var et isdække, og hvor de 4 Fiskere næsten sad fastfrosne til Tofterne, og ikke kunne bøje knæerne, og måtte hjælpe hinanden ud af båden” Man blev derfor enige om at opsætte en lygte på standen, så bådene kunne se den, når de skulle ind i mørke. Men det løste ikke problemet, lysstyrken var for svag i dårligt vejr, og der var flere tilfælde, hvor bådene måtte blive ved med at krydse frem og tilbage eller var havnet i Hirtshals.

Der blev så indkaldt til et møde på gæstgivergården, hvor man drøftede problemet og blev enige om, at opsætte en lygte med støre lysstyrke. Det var så heldigt, at en af fiskerne havde købt en lygte på en strandauktion, der kunne lyse en kvart mil ud. Men nu kom der en slæde i vejen, med Peter Boyes udtryk. Der kom besked fra herredsfogeden om, at den pågældende lygte ikke måtte opsættes. Den var alt for stærk og kunne give anledning til misfortolkninger, hos forbi sejlende skibe og udløse strandinger. Hvem der havde sladret til herredsfogeden, blev aldrig opklaret, men gendarmerne, der var almindelig forhadte, var under stærk mistanke.