Eneboeren og guldvarefabrikanten

LØKKEN: Vendsyssel Årbog 2018 udkom den 13. november. Vendsyssel Årbog er udgivet siden 1915 af Vendsyssel Historiske Selskab i ca. 3000 eksemplarer hvert år. Årbogen 2018 er på ca. 200 sider og rigt illustreret.

En af de flittige skribenter til Vendsyssel Årbog er Simon Jacobsen, Løkken som også i år er repræsenteret i værket. Hans indlæg hedder ”Eneboeren i Furreby og den rige guldvarefabrikant fra København”

Eneboeren Søttrups borgerlige navn var Niels Sørensen, født den 8. februar 1840 som søn af fæstehusmand Søren Andersen og Karen Marie Jensdatter. På husmandsstedet i Søttrup ved Ulstrup voksede han op, fortæller Simon Jacobsen blandt andet.

Folk i Furreby betragtede ham som udlænding, da han var født og opfostret i det fjerne Himmerland og derfor talte et underligt sprog, som lød højst grinagtigt i vendelboernes ører.

Niels Søttrup var en mand med fantasi, og med den fornødne uddannelse kunne han utvivlsomt være blevet en kapacitet inden for et eller andet område. Men på den tid var vejen til uddannelse spærret for ham, så han blev brænderiarbejder - og original. Søttrup havde dog også været med til at bygge havne og moler samt anlægge jernbaner og fabrikker, inden han flyttede til Løkken som røgter hos Løkkens sidste brændevinsbrænder..

Der er flere andre originaler i Simon Jacobsens fortælling, blandt andre Furreby-originalen Twat Jens og vagabonderne Munk Mine og Svanen.

To vagabonder, Munk Mine og Svanen, var Søttrups onde ånder. De to højst originale pigebørn drog landsdelen rundt. Engang, da den ene af dem havde brækket et ben, satte den anden hende på en trillebør og trillede videre med hende. En høstdag holdt de to kvindfolk deres indtog i Søttrups gamle hus, medbringende fire potter brændevin, og i de følgende 14 dage stod det faldefærdige hus på gloende pæle.

Badegæsterne, som på det tidspunkt var begyndt at komme til Løkken hver sommer, opdagede den faldefærdige gamle rønne i Furreby. De kom for at beskue Søttrups særprægede bolig og få en snak med originalen, som de så gerne gav en skilling. Af og til var han borte, når der kom gæster, og det ærgrede ham. Men han var så meget forretningsmand, at han hurtigt fandt på råd. Der blev hængt en blikdåse op på døren, og på en seddel stod der, at heri kunne der lægges bidrag. Efter sigende kom der en del penge i bøssen.

En af badegæsterne var guldvarefabrikant Harald Fischer fra København. Han byggede i 1917 sommervillaen Strandbohus og blev næsten nabo med Søttrup, som han var kommet til at holde meget af. De talte ofte sammen, og de tog også sammen på havet for at fiske.

En dag, da den 75-årige Søttrup var på arbejde, beskæftiget med at slå græs langs en grøft, faldt han om ramt af et slagtilfælde. Da han boede alene og meget primitivt, blev han bragt på fattiggården. Det varede dog ikke længe, inden han var på benene igen.

Han fortalte Harald Fischer, at han var meget nedslået, da han synes, at det, der var overgået ham, havde sat en plet på ham - han som alle dage havde kunnet klare sig selv. Det gik Harald Fischer og tænkte på i nogle dage og besluttede så, at han ville bygge et alderdomshjem og forære det til sognet, hvis befolkning han var kommet til at holde af. Men det var faktisk, for at hans ven Niels Søttrup kunne få et sted at bo. Harald Fischer byggede alderdomshjemmet og betingede sig, at Søttrup skulle være blandt hjemmets første beboere.

Historien fortæller videre, at Niels Søttrup aldrig kom på alderdomshjemmet men på Fattiggården i Skøttrup.

Resultatet af Harald Fischers overvejelser førte til et af datidens smukkeste og storslåede alderdomshjem, som kostede ham 115.000 kr. Et sådan byggeri vil i dagens Danmark koste omkring fem millioner kroner. I god tid inden sin død havde Harald Fischer købt et gravsted på Furreby Kirkegård. Det var en smuk plads i læ op mod kirkegårdsdiget mod vest.

I Løkken er Harald Fischer i dag mest kendt for den vej, som blev opkaldt efter ham. Harald Fischersvej går nu går fra Vrenstedvej og helt ud til rundkørslen ved den nordligste indkørsel til byen.