Klumme: Vi elsker jer – men hvor er I?

Guderne skal da vide, at jeg bestemt ikke var prototypen på en individualist. I hvert fald ikke på en fodboldbane. Det skulle da lige være pga. min høje stemmeføring.

I min AaB-tid har jeg dog haft fornøjelsen af at spille med fantastiske, talentfulde og kampafgørende individualister. Da jeg først rykkede op i Superliga-truppen, var der en vis Andres Oper. Hurtig, stærk og lavede nogle vilde og vigtige mål for os.

Siden kiggede et par voldsomme svenskere forbi. Martin Ericsson. Wauw. Kunne drible os alle i en telefonboks til træning og viste så sandelig også i kampene, hvor afgørende hans teknik, overblik og afslutninger kunne være for os. Og så lagde han op til mit første Superliga-mål hjemme mod Randers. Lækkert indlæg, lækkert hovedstød – bum 3-0. Det gad jeg satme godt skrive igen efter næste kamp. AaB-Randers. 3-0.

Fantastiske at se på og spille med

Nå, tilbage til emnet.

Jeg bliver også nødt til at nævne Rade Prica. Hvilken maskine. Kunne score fra alle vinkler med begge fødder eller hovedet. Det var bedøvende ligegyldigt. Han skulle bare fodres, så var der kasse. Fed type. Klasse angriber. Synes faktisk, Prica og Helenius har en del ligheder. De kan score mål, de har en fin fysik, de blev også begge solgt til Premier League (dog uden at brænde den af), og så kan de gøre deres holdkammerater bedre qua en god spilforståelse.

Jeg kunne og burde måske nævne flere. Silberbauer var dælme også god. Siyabonga Nomvethe. Thomas Enevoldsen i hans prime og ikke mindst Anders Due med hans flødefod på frispark. Fantastiske spillere at se på og ikke mindst spille med. Spillere, som kunne afgøre kampe ud af ingenting.

Målene kommer ingen steder fra

Mit store overordnede spørgsmål er dog: Hvor i alverden er AaB´s individualister??

Hvor er de kampafgørende spillere, og hvorfor ser vi ikke antydningen af en genistreg, som snart kan medvirke til, at vi får en sejr? Klogere hoveder end mig ville selvfølgelig argumentere for, at det da er ligegyldigt, hvor målene kommer fra.

Okay, den køber jeg. Men målene kommer jo ingen steder fra. Dødboldene eller tilfældigheder virker til at være vores største chance for at score mål pt. Vi har en skræmmende ringe evne til at sætte vores individualister op samtidigt med, at vores individualister er skræmmende anonyme.

Hvorfor?

Bring jer selv i spil

Jeg har tidligere skrevet lidt om det mentale, som kan være i spil her. Men er vores individualister virkelig så hårdt ramt, at vi ikke engang kan spille os frem til nogle kvalificerede indlæg og/eller afslutninger? Man scorer sgu ikke, hvis man ikke skyder på mål. Lucas kan afslutte, Helenius kan afslutte, Prip kan så sandelig også finde ud af at skyde på mål.

Hvorfor gør vi det så ikke? Sousa har også vist – ikke mindst i Vejle – hvor direkte og farlig han kan være. Vi har verdens største angriber (måske overdrevet) i Ementa, men når han spiller, løber han ned i banen for at modtage bolden i stedet for at møde bolden med pandebrasken inde i feltet!

Vi har jo individualisterne. Vi higer efter dem. Vi elsker alle de typer. Få dem nu i spil. Og ikke mindst – få nu bragt jer selv i spil.

Forza de Røde.