Hør historien om, hvordan to landmandspar blev involveret i skole i Gambia
Tirsdag 6. februar kl. 19.30 i Astrup Forsamlingshus kan man høre historien om, hvordan to danske landmandspar blev involveret i en skole i Gambia. Peter Nielsen og Birgitte Lind Nielsen fortæller om Anne Grethe Skolen, som de og deres familier igennem mange år har været engageret i.
Anne Grethe Skolen blev stiftet i 1990’erne af Anne Grethe Madsen fra Vildbjerg i Vestjylland, og rent økonomisk hvilede den på sponsorater fra private. Den nuværende skole blev bygget i 2006. På grund af sygdom måtte Anne Grethe Madsen for en del år siden opgive at drive skolen, men heldigvis var to ægtepar fra Hjørring, brødrene Peter og Jens Nielsen samt deres ægtefæller, Thine og Birgitte, klar til at træde til. I 2011 overdrog Anne Grethe Madsen driften af skolen og senere bygningerne til de to ægtepar, der har dannet foreningen ”Friends of the Anne Grethe School”.
I dag er skolen fuldt udbygget, så eleverne kan gå der, fra de er 5 år til ca. 18 år. Skolen er stadig afhængig af private sponsorer, der for blot 950 kr. om året kan sikre et barn skolegang, uniformer og undervisningsmaterialer. Anne Grethe Skolen har desuden et samarbejde med Hjørring Private Realskole og Tandfeerne i Horsens.
Alle er velkomne til at komme og høre mere om Anne Grethe Skolen i Gambia. Det er Grundtvigs Forum i Astrup og Astrup Menighedsråd, der står for arrangementet. Arrangørerne oplyser, at det ikke er nødvendigt med tilmelding, man møder bare op. Der er kaffe på kanden, men medbring selv brød til kaffen.