Prisbelønnet operastjerne var tilbage i Hirtshals: - Jeg elsker Nordjylland
HIRTSHALS: Den danske sopran Laura Helene Hansen har på kort tid markeret sig som et af landets største operatalenter.
I marts blev hun kåret som Årets Operatalent 2026 ved Copenhagen Opera Festival, og året før modtog hun den prestigefyldte Léonie Sonnings Talentpris, der ledsages af et legat på 100.000 kroner til videreuddannelse og kurser i udlandet.
I weekenden var den prisbelønnede sopran tilbage ved Hirtshals Operafestival, hvor hun også deltog sidste år – denne gang i en helt anden rolle.
- Det er fantastisk at være tilbage. Sidste år var jeg med på masterclassen, som var et dejligt koncentrationsrum, hvor man kunne fordybe sig. I år er det noget helt andet. Vi er fire sangere og en pianist, som skal synge utallige gange i løbet af weekenden, og det giver en fantastisk energi, fortæller Laura Helene Hansen.
Siden hendes første besøg i Hirtshals er karrieren for alvor taget fart.
- Ja, der er sket rigtig meget, og det er jeg både glad for og overvældet af. Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne finde tid til at komme tilbage. Jeg elsker Nordjylland – det er et af mine yndlingssteder i Danmark, siger hun.
Blæsten ved fyret blev en oplevelse
Et af de stærkeste minder fra sidste års festival er koncerten ved Hirtshals Fyr, hvor vestenvinden satte sit præg på oplevelsen.
- Det var en virkelig god oplevelse. Sammen med Anders og Lauritz var vi tæt på at blæse væk, men der var sørget godt for os, så vi havde læ. Man kan komme langt med gåpåmod, og publikum var med os hele vejen. Man kan mærke, at folk virkelig har lyst til at komme tættere på operaen.
Netop mødet mellem operaen og de utraditionelle spillesteder er noget, hun sætter stor pris på.
- Jeg har prøvet lidt af hvert i min karriere, og pop-up-opera er bare så sjovt. Vi mødes med publikum de mest uforudsigelige steder. I museumshaven var der mere ro og en klassisk koncertstemning, mens man ude ved fyret kunne opleve, nogle folk egentlig bare var kommet for at se fyret – og så stod der pludselig to operasangere og sang. Det kan virkelig noget.
- Det er et fantastisk sted, og jeg ser muligheder alle steder. Hirtshals har mange spændende locations, hvor man kan lege med operaens rammer.
Hun peger samtidig på, at udendørskoncerterne giver en helt særlig kontakt med publikum.
- I en koncertsal kan jeg ofte ikke se publikum. Her kommer man tættere på mennesker og kan mærke deres reaktioner – hvad de bliver grebet af, og hvad de reagerer mindre på. Det er en stor gave både som performer og som menneske.