Billede beskrivelse

Skoleelever på besøg: Det lærte de på vaskeri

10. februar 2024 kl. 16.00

7. klasse A-B på Hirtshals Skole er i fuld gang med projektet "De 17 verdensmål". Victoria og Ewelina fra 7. klasse besøgte Hirtshals Vaskeri tirsdag den 6. februar. Her oplevede de, hvordan DFD genanvender tekstiler fra vaskeriets produktion, der udgår på grund af slid og alder.

Alle disse tekstiler genanvendes i det, som Vaskeriet DFD kalder Drømmefabrikken, der er beliggende i Skovlunde. Her bliver der syet tasker, poser, jakker, skjorter og meget andet af de kasserede tekstiler. Alt genbruges 100% på DFD Vaskeriets UPCYs Drømmefabrik.

Victoria og Ewelina fra 7. klasse havde medbragt over 40 spørgsmål til Hirtshals Vaskeri, som alle omhandlede de 17 verdensmål. Spørgsmålene fokuserede på, hvordan Hirtshals Vaskeri, en afdeling af De Forenede Dampvaskerier (DFD), integrerer de 17 verdensmål i deres daglige arbejde og produktion.

Under besøget den 6. februar gennemgik Hirtshals Vaskeri hvert af de 17 verdensmål med de to elever. Diskussionerne omfattede vand- og energiforbrug, trivsel på arbejdspladsen, kvalitetsuddannelse i DFD, ansættelsespraksis, kønsfordeling, rent vand og behandling af farlige væsker, som korrekt blev afleveret til AVVs afdeling i Hjørring. Der blev også talt om vigtigheden af rent vand i havet og hvordan virksomheder, private og institutioner kan bidrage gennem oplyst håndtering af spildevand.

Projektet "De 17 verdensmål" fra Hirtshals Skole afsluttes med en fælles dag på Nordsøen Forskerpark onsdag den 14. februar, hvor eleverne vil fremlægge deres oplevelser fra besøgene på de mange virksomheder i Hirtshals, i alt 20. Projektet er blevet realiseret gennem et godt samarbejde med Nordsøen Oceanarium, Hirtshals Havn og Hirtshals Handel og Erhverv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste