Saunagus, hav og fællesskab: Lønstrup-festival vender tilbage
LØNSTRUP: Duften af æteriske olier, varm damp, kolde dukkerter i Vesterhavet og masser af aktiviteter danner rammen om årets Saunagus Festival i Lønstrup, hvor velvære, natur og fællesskab er i centrum.
Lønstrup Badeklub og Lønstrup Turistforening står bag festivalen, som afholdes på den sydlige strand i Lønstrup. Her kan deltagerne opleve en hel dag med saunagus, yoga, lydhealing, pilates, livemusik, vildmarksbade og iskolde kar.
Festivalen blev afholdt første gang sidste år med stor succes. Dengang deltog omkring 150 gæster, og interessen er vokset markant. I år er der plads til 250 deltagere, og allerede nu er størstedelen af billetterne solgt.
- Vi kunne mærke, at der var stor interesse for saunakulturen og fællesskabet omkring havet. Derfor besluttede vi at udvide festivalen med flere saunaer og endnu flere aktiviteter, fortæller Jakob Winther Knudsen, der er en del af arrangørgruppen.
Festivalen finder sted lørdag 29. august fra klokken 9.30 til 16.00.
Otte saunaer på stranden
Festivalens omdrejningspunkt er de mange saunagus-sessioner, hvor erfarne gusmestre guider deltagerne gennem forskellige temaer med æteriske olier, musik og særlige stemninger.
Derudover kan gæsterne blandt andet opleve OceanFlow Yoga med Lasse Haurdal, lydhealing med Maika Egelund, pilates med Malene Ågaard samt yoga og åbningsritualer med Dorthe Hoppe. Musikeren Frederik Knudsen sørger for livemusikken i løbet af dagen.
I alt opstilles otte saunaer og otte vildmarksbade på stranden. De mobile saunaer og bade bliver fragtet til Lønstrup af professionelle leverandører, mens den lokale landmand Svenning Christensen og hans medarbejdere hjælper med at få de tunge faciliteter sikkert kørt ned på stranden med traktorer.
- Sidste år var vi spændte på, om det hele kunne lade sig gøre rent praktisk. Men det fungerede over al forventning, og nu ved vi, hvordan det skal gribes an, siger Jakob Winther Knudsen.
Mad, musik og lokale kræfter
Sulten kan stilles med bæredygtig mad, som bliver tilberedt af unge fra FGU Hjørrings uddannelse Mad og Ernæring. Der bliver også livemusik, tombola med præmier doneret af lokale virksomheder og en række andre aktiviteter i løbet af dagen.
Festivalen har desuden modtaget støtte fra flere fonde og lokale sponsorer, som har gjort det muligt at udvide arrangementet.
En billet koster 395 kroner og giver adgang til alle dagens aktiviteter.
Ifølge arrangørerne er festivalen ikke skabt for at tjene penge, men for at styrke fællesskabet omkring Lønstrup Badeklub og livet ved havet.
- Vi er over 30 frivillige, som hjælper til, og hele et eventuelt overskud bliver i badeklubben. Pengene skal blandt andet bruges til at vedligeholde og på sigt udskifte saunaen, så både medlemmer og besøgende også fremover kan nyde faciliteterne året rundt, fortæller Jakob Winther Knudsen.