Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stafet For Livet vil ære de savnede med ny lysceremoni

19. august 2026 kl. 06.03

HJØRRING: Når mørket falder på over Dyrskuepladsen i Hjørring 29. august, bliver det med en helt ny lysoplevelse. 

PixlArt, der blandt andet er kendt for lysshowet ved Rubjerg Knude, står bag et nyt projekt til årets lysceremoni ved Stafet For Livet.

Det skriver arrangørerne bag Stafet for Livet Hjørring.

Lysoplevelsen skal samle personlige fortællinger om kærlighed, savn, kamp, håb og styrke i ét fælles kunstnerisk udtryk.

Bag hvert menneske, der har været ramt af kræft, findes en historie. Derfor inviterer Stafet For Livet Hjørring både pårørende til mennesker, der er gået bort, og personer, der selv har været igennem et kræftforløb, til at bidrage til lysceremonien.

Det sker ved at indsende et billede af en person, som deltagerne ønsker at mindes eller hylde.

Billederne bliver integreret i en stemningsfuld lys- og projektionsoplevelse, hvor ansigter, lys og bevægelser smelter sammen til et fælles udtryk.

Ifølge arrangørerne bliver billederne behandlet nænsomt og respektfuldt. Formålet er at skabe et kunstnerisk værk, der hylder livet, kærligheden og håbet.

Minder bliver til lys

Når mørket falder på under Stafet For Livet, bliver de indsendte billeder en del af den fælles lysoplevelse. Den skal symbolisere den styrke og det fællesskab, som arrangementet bygger på.

Budskabet er, at ingen står alene, at hvert menneske har sat spor, og at minderne lever videre.

Sammen med billedet er der mulighed for at indsende navnet på personen og et enkelt ord eller en kort sætning, der har særlig betydning. Det kan eksempelvis være kærlighed, styrke, mod, savn, taknemmelighed eller håb.

Sidste frist er 24. august

Billeder til lysceremonien skal indsendes senest mandag den 24. august 2026 klokken 12.00.

Ved indsendelse skal afsenderen bekræfte at have ret til at indsende billedet og give PixlArt tilladelse til at vise det i det levende billedshow ved lysceremonien under Stafet For Livet i Hjørring den 29. august 2026.

Billederne må ikke bruges til andre formål. Navn og mobilnummer anvendes alene til stikprøvekontrol og slettes sammen med billederne efter arrangementet.

Med den nye lysceremoni ønsker arrangørerne at skabe en oplevelse, hvor deltagerne sammen kan mindes, hylde og se fremad – og hvor mange personlige historier bliver samlet i ét fælles lys af håb.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste