Løkken Koncert er klar med mange af årets navne
Om Løkken Koncert har et særligt link til vejrguderne på den anden side, det må.. ja, guderne vide - faktum er, at sidste års koncert var en særoplevelse i det fineste sommervejr.
Lørdag 8. juli 2023 skinnede solen således om kap med de mange tusinde, feststemte koncertgængere på en af de blot 3 dage i sommerferiemåneden, hvor det ikke var vådt i gråt.
Med navne som Andreas Odbjerg, Sanne feat. Electric Guitars, D-A-D, Ude af Kontrol, og ikke mindst The Minds of 99, så kunne det nok også kun blive en succes - uanset hvad.
Men vejret spiller også en rolle, så arrangørerne håber igen i år på mindst lige så godt vejr, når Løkken Koncert, der har været afholdt siden 1983, løber af stablen lørdag 13. juli 2024.
Satser på stærke navne
Mange navne til årets koncert er allerede blevet offentliggjort på Facebook, og Kim Bach kan som talsmand for arrangørerne bekræfte, at man igen i år giver den hele armen.
Således får Løkken besøg af blandt andre Benjamin Hav & Familien, Blæst, Dodo & The Dodos og Nik & Jay, der alle er med til at sikre endnu en perfekt koncertdag i vores kystby.
På Facebook kan du inden så længe se det sidste navn til årets koncert, hvis du blot søger på Løkken Koncert, ligesom du også nemt kan læse mere via: loekkenkoncert.dk