Gåturen kan eventuelt gå til Bellevue -  udsigttårnet ved Hjørring Bjerge.  Arkivfoto: Peter Broen
Det sker

Forslag til nytårs-gå-turen: Snup en tur på hjertestien i Hjørring Bjerge

01. januar 2021 kl. 11:00

HJØRRING: Hjerteforeningen har gennem en årrække arrangeret nytårsgåture den 1. januar, men Hjerteforeningen har i år valgt at markere hele den første uge af januar som en ”Nytårsmarch – gå sammen hver for sig-uge”. I den uge bliver der også fokus på gåturene på de sociale medier. Du kan også følge med på Hjerteforeningens sociale medier og dele dit eget billede fra din nytårsmarch.

- I Hjerteforeningen Hjørring håber, at vi kommer til at se mange dejlige fotos og læse beretninger fra rundt om i landet. Det er med til at skabe sammenhold og glæde i en svær tid, som blandt andet er fyldt med afsavn. Og så håber Hjerteforeningen, at coronapandemien er kommet så meget under kontrol, at det bliver muligt at mødes på hjertestien til nytårsmarch sammen den 1. januar 2022.

Forslag til ture

Hjerteforeningen Hjørring foreslår, at man for eksempel inviterer de allernærmeste med på den afmærkede hjertesti i Hjørring Bjerge, hvor man blandt andet kan se Rubjerg Knude og Vennebjerg Kirke fra udsigtspunktet Bellevue. Her vil det være en god idé at have godt fodtøj på. Ruten er 7 km lang, men den kan opdeles i mindre dele.

I Hjørring by er der også flere afmærkede kløverstier, som man kan gå.

Vil man hellere en tur til kysten, kan man gå på den grønne kløversti i Løkken. Der er rigtig meget natur at se på, og så kommer man også gennem byens gader. Ruten er på 2,7 km.

Der er også mulighed for at få en pæn tur i Tornby Klitplantage eller Tversted Klitplantage, hvor man for eksempel kan følge afmærkede stier, hvor der både er korte og lange ture.

Deltag i nytårsmarch-ugen og del dit billede på Hjerteforeningens Facebookside i kommentarsporet på hjerteforeningens Nytårsmarch-opslag og skriv gerne navnet på den by, du kommer fra.

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu