HJØRRING: Emilie Bjerg har været i Hjørring BioCenter, hvor hun så Midnight Sun. Her er hendes vurdering af filmen.
Katie Price har altid været en smilende og glad pige, selvom livet ikke altid har ønsket hende det bedste. Katie er en helt almindelig 18-årig pige, som elsker musik og som bruger meget tid med sin bedste veninde. Eller helt almindelig er hun ikke alligevel, for Katie legede ikke på legepladser som lille, eller var på stranden om sommeren, eller andre ting som almindelige børn bruger tiden på. Katie har en helt speciel sygdom, som hedder Xeroderma Pigmentosum, eller bare XP. Det er en sygdom, som betyder, at man ikke kan gå ud i sollys, fordi huden ikke kan tåle UV-strålerne fra solen. Med andre ord er hun allergisk overfor solen. Hvis hun bliver udsat for sollys kan hun risikere hudkraft med bivirkninger af blandt andet rysteture, fordi hendes nerver ikke kan tåle sollyset.
Heldigvis er Katie ikke alene. Hendes veninde Morgan var den eneste der kom og besøgte hende, da hun stoppede med at komme i børnehaven, og de har været bedste veninder lige siden. Katies liv består i en vendt døgnrytme, det vil sige hun sover hele dagen, og så er hun vågen om natten. Hun bruger rigtig meget tid på at spille musik og være sammen med hendes far og Morgan.
Der er dog også en anden person, der spiller en vigtig rolle i hendes liv, nemlig nabodrengen Charlie, som Katie ser hver eneste dag, når han kører forbi hendes vindue på sit skateboard på vej til træning. Hver dag i 10 år ser hun ham køre forbi, og det er nærmest blevet en del af hendes daglige rutine. En aften får hun lov til at tage hen på banegården for at spille på sin guitar, og pludselig står Charlie foran hende. Hun bliver en smule befippet, og stormer hjem. Charlie bliver ekstremt nysgerrig på pigen, der efter sigende skulle have boet nede af vejen hele hans liv, men som han aldrig har set før. Dette er starten på et meget kompliceret forhold. De bliver hurtigt glade for hinanden, men Katies behov for at være en "almindelig pige", som ikke er syg, tager over, og hun fortæller derfor ikke Charlie, at hun ikke må være i solen. Deres forhold går op og ned, og de møder en hel masse modstand, men alligevel holder de sammen.
Selvom filmen omhandler en meget seriøs sygdom, så synes jeg, at den formår at holde en positiv tone gennem det meste af filmen. At Katie er en livsglad pige gør også tonen i filmen en smule lettere, og det er en af grundene til, at jeg godt kan lide den. Normalt er jeg ikke god til film med meget tunge emner, men jeg synes, at den klarer det meget godt, for der kommer da også et grin i ny og næ, og jeg synes det er meget sjovt at se, hvordan Katie klarer sig ude i den store verden, som hun ikke er vant til at omgås i. Jeg synes desuden også at filmen havde en evne til at suge tilskueren ind i universet, og dermed blive helt opslugt, og det kunne jeg også rigtig godt lide.