Det er ikke et nyt boligområde for Teletubbies: Nye bakker sikrer sundhed og biodiversitet
HJØRRING: Den store gravemaskine fremtryller et bakket terræn, der mest af alt minder om noget fra børneserien ”Teletubbies.”
– Jeg kan da godt forstå, at man kan få tanken om både Teletubbies og hobbitter, lyder det med et grin fra Karin Krogstrup, der er naturmedarbejder og biolog hos Hjørring Kommune.
Hun følger nøje med sammen med Janni Enghave Andersen, der er sundhedskonsulent hos Hjørring Kommune, mens grabben på den store, gule gravemaskine nænsomt ”klapper” facon på bakkerne.
Gravemaskinen fra Sejlstrup Entreprenørforretning er nemlig faktisk i gang med at skabe et bakket område ved siden af sundhedscenteret.
Samtidig vil biodiversiteten også øges, fordi den næringsrige jord bliver lavet til bakker og dækkes med sand, forklarer Karin Krogstrup.
Baggrunden er, at Hjørring Kommune deltager i et EU-projekt om plantebiodiversitet og sundhed.
Området, der også indbefatter området, hvor Sygehus Vendsyssel tidligere har haft gartneri, skal bruges af især fysio- og ergoterapeuter i forbindelse med genoptræning.
– Sådan en bakke giver jo mange muligheder for at træne f.eks. i forbindelse med genoptræning efter en operation, eller som en del af et rehabiliteringsforløb pga. sygdom, siger Janni Enghave Andersen.
Mikkel Lundtoft Kristensen, der til daglig er fysioterapeut på sundhedscenteret, ser da også masser af muligheder i området.
– Der er masser af muligheder for at træne, og så giver det bare den der ekstra dimension at komme ud i den friske luft sammen med andre, hvis man for eksempel er blevet opereret, siger han og fortsætter:
– Man bliver bare ekstra glad af at motionere og træne udenfor, siger han.
– Men det er selvfølgelig også meningen, at området kan bruges af andre som for eksempel de lokale børnehaver eller byens borgere i fremtiden, supplerer Karin Krogstrup.
Hjørring Kommune har siden januar 2024 været en af de otte deltagere i EU-projektet EXPBIO. Formålet med projektet er, at partnerne, der består af botaniske haver, universiteter, kommuner og regioner fra fem lande i Nordsøregionen på tværs af landegrænserne skal udvikle og dele erfaringer med, hvordan man bedst kan forbedre plantebiodiversitet og øge kendskabet til hjemmehørende planter.
Hjørring Kommune griber, som de eneste, projektet lidt anderledes an, fortæller Karin Krogstrup og Janni Enghave Andersen.
- I Hjørring Kommune har vi, som den eneste partner, også fokus på samspillet mellem naturen og vores trivsel, og det fokus udspringer direkte af kommunens natur- og sundhedspolitikker. Vi tror på, at man kan udvikle områder, hvor både menneskers trivsel og biodiversiteten øges, fortæller Karin Krogstrup.
Projektet omfatter blandt andet også ældrecentret Soldalhus i Sindal, hvor Hjørring Kommune vil gøre sig lignende erfaringer, der kan bruges i kommende projekter.
Du kan læse mere på www.naturkommunen.dk/expbio