Dramaet ved Rubjerg Knude: "Bellgrove"s tragiske forlis i 1921

HJØRRING: Den 2. november 1921 led den svenske damper Bellgrove fra Karlstad en skæbnesvanger skæbne ud for Rubjerg Knude. Skibet, lastet med jern og tømmer og på vej mod Hull i England, blev fanget i en voldsom sydvestlig efterårsstorm ved overgangen fra Kattegat til Skagerrak. 

Trods anstrengelser nåede damperen Hanstholm-området, hvor forlugerne blev slået ind af bølgerne. Vand trængte ind, og forenden sank så dybt, at roret og skruen bagtil hævede sig op af vandet, hvilket gjorde det umuligt for den 19 mand store besætning at styre fartøjet.

Bellgrove drev med vind og strøm mod Jammerbugten. Nødblus og nødraketter blev affyret, men ingen observerede signalerne fra land. Skibet strandede kort efter ud for Rubjerg Knude. 

Et forsøg på at sætte redningsbåden i vandet mislykkedes, da den blev knust mod skibssiden. En tømmerflåde, bygget af lasten, blev skyllet overbord, og først da skibet sank, lykkedes det 17 mand at komme fri på en anden flåde.

I det iskolde, oprørte hav kæmpede søfolkene for livet. Timerne gik, og én efter én omkom af kulde og udmattelse. Efter tolv timers kamp strandede flåden endelig, og kun fire mænd var stadig i live. 

De nåede i land lidt syd for Rubjerg Knude, men de glatte, stejle lerskrænter gjorde det umuligt at komme væk fra stranden. De søgte i stedet nordpå mod Lønstrup og senere sydpå, men intetsteds mødte de mennesker.

På vej mod Nørre Lyngby fandt de en lerhule i klinten, hvor de søgte ly for natten. Maskinmesteren kunne dog ikke finde ro og forsøgte i snevejret at finde hjælp. I sit forsøg på at klatre op af klinten fjernede han sin overfrakke og blev ramt af kuldechok, besvimede og styrtede ned.

Næste morgen fandt de tre overlevende kammerater ham bevidstløs i sandet. To gik efter hjælp, mens én blev hos ham. Heldigvis mødte de strandfoged Rasmus Peder Christensen, som straks tilkaldte hjælp. 

De fire forkomne mænd blev bragt til strandfogedgården i Nørre Lyngby, hvor Holger Mikkelsen og hans familie tog imod dem med varme senge og omsorg.

Otte af de omkomne drev i dagene efter i land. De blev vasket, klædt i ligtøj og lagt til hvile i rughalm hos Rubjergs strandfoged. Senere blev de begravet i en fællesgrav på Rubjerg kirkegård under en højtidelig ceremoni med salmesang, musik og mindetaler. En af kisterne blev senere sendt til Sverige efter ønske fra de pårørende.

På den store gravsten, som blev rejst på fællesgraven, står navnene på syv søfolk – heriblandt en enkelt dansker, matros S. Hansen fra Nykøbing Sjælland. Gravstedet er i dag blandt kirkegårdens mest markante og bliver vedligeholdt af Rubjerg Menighedsråd. Renoveringen blev udført af graver Tina Ritter, anlægsgartnerelev Malene Langke og gravermedhjælper Bent Larsen.

Fire år senere drev en af skibets master i land ved Hirtshals. Den blev solgt som strandingsgods og købt af møller Niels Chr. Poulsen fra Vennebjerg, som selv roede træstykket til Lønstrup. Herfra blev det transporteret med hestevogn til møllen i Vennebjerg, hvor det blev genbrugt som vinger til møllen på bakkens top.

Strandingsgaarden i Nr. Lyngby, hvor de overlevende fandt ly i 1921, eksisterer stadig i dag – et stille vidnesbyrd om en dramatisk nat ved Vesterhavet.