Anne runder 25 år i lokal optiker
HJØRRING: Når Anne Visholm den 18. januar kan fejre 25-års jubilæum hos Profil Optik, er det med både stolthed og en smule undren. For tiden er gået stærkt. Meget stærkere, end hun selv havde forestillet sig.
- Jeg synes egentlig, det er lidt uforståeligt, at der allerede er gået 25 år. Men samtidig er det også stort. Der er jo ikke så mange, der er det samme sted i så mange år – og det er jeg faktisk stolt af, siger hun.
Anne startede oprindeligt som barselsvikar og havde egentlig kun regnet med at være i butikken i en kort periode. Men sådan gik det ikke.
Fra privatejet butik til stor kæde
I løbet af årene har Anne oplevet store forandringer. Da hun begyndte, var butikken privatejet og væsentlig mindre, end den er i dag. Senere blev Profil Optik en del af en større kæde, hvilket krævede tilvænning.
- Det var helt klart noget, man skulle bearbejde. Men der er mange fordele, fortæller hun og fremhæver især fællesskabet med kollegerne i kæden.
I dag sparrer hun jævnligt med andre butikschefer i regionen, og det betyder mere, end hun havde forestillet sig.
- Det gør en kæmpe forskel at kunne tale med andre og finde ud af, at man ikke er den eneste, der står med bestemte udfordringer.
Relationerne betyder alt
Noget af det der betyder mest for Anne, er relationerne.
- Kunderne betyder alt for mig. Jeg har mange, som jeg har haft fra starten, og som stadig kommer igen. Den tillid, de viser, er jeg dybt taknemmelig for.
Hun beskriver arbejdet som mere end bare synsprøver og briller. Det er samtaler, nærvær og relationer, der ofte strækker sig gennem generationer.
- Jeg har solgt briller til både forældre, børn og børnebørn. Det gør altså noget helt særligt, fortæller hun.
Stolthed og blik mod fremtiden
Når Anne ser tilbage på sine 25 år, er det især én ting, hun er mest stolt af:
- Når kunderne kommer igen og er glade. Og når de anbefaler os til andre. Det er den største anerkendelse man kan få, siger hun.
Fremtiden ser hun lyst på. Butikken får pr. 1. marts en ny optiker ansat, hvilket kommer til at bidrage positivt til hverdagen.
Reception i anledning af jubilæet
I forbindelse med jubilæet – og samtidig markeringen af Annes rolle som butikschef – inviteres kunder, venner, familie og samarbejdspartnere til en uformel reception lørdag den 17. januar kl. 12-15, hvor der vil være lidt godt til ganen.
- Der har aldrig rigtig været holdt noget, så nu skal det være, siger Anne med et smil.