7300 km kabler og 38.515 kabelskabe: Her er den nye direktør
Magnus Hansen bliver ny direktør i Nord Energi Net pr. 1. oktober 2023
Elnetselskaberne i Danmark er en vigtig brik i den grønne omstilling og den elektrificering af samfundet, som lige nu buldrer afsted.
Det gælder ikke mindst for Nord Energi Net i Vendsyssel, som Magnus Hansen nu kommer til at stå i spidsen for - og det er en person, der er velkendt for medarbejderne.
Magnus har nemlig gennem de sidste 15 år været en del af 60 kV Projektering og Vedligehold i Nord Energi Net - senest som afdelingsleder.
- Hos Nord Energi Net er vores fortsatte fokus rettet mod vores store og vigtige rolle i den grønne omstilling. Vi vil blive ved med at være blandt de mest effektive elnetselskaber i Danmark, til gavn for alle vores andelshavere. Og vi vil fortsat være en attraktiv arbejdsplads, både for vores nuværende og kommende medarbejdere, siger den kommende direktør i en pressemeddelelse.
Nord Energi Net ejer og driver elnettet i store dele af Vendsyssel. Det betyder, at 100.000 forbrugere forsynes med strøm via Nord Energi Nets mere end 7.300 km. kabler og 38.515 kabelskabe fordelt rundt i forsyningsområdet.
Nord Energi Net er en del af Nord Energi koncernen.
