Derfor vil man Løkken: En samtale med Kasper Poulsen fra RealMæglerne
Midt på gågaden i Løkken ligger RealMæglerne som en fast del af bybilledet. Her har Kasper Poulsen sin daglige gang, og i år markerer han sit 10-års jubilæum.
Det bliver samtidig en fortælling om mere end boliger og handler – for samtalen med Kasper bliver også et blik på Løkken som by, på udviklingen, fællesskabet og på den særlige stemning, der får både lokale, gæster og tilflyttere til at holde af stedet.
To årtier senere…
Inde bag ruderne, hos RealMæglerne, sidder erfaringen i form af Kasper Poulsen, som i år har 10-års jubilæum. Kasper har altid haft en drøm om at blive ejendomsmægler, og faget er også noget, der ligger i blodet, for Gert Ritter, Kaspers far, har gennem flere årtier drevet udlejningsbureau i det nordvestjyske. Da Sol & Strand for år tilbage købte udlejningsbureauet, var vejen banet for både Kasper og Gert. Siden da er det kun gået én vej, nemlig fremad. I dag har RealMæglerne Løkken med Kasper og Gert ved roret, også butikkerne i Blokhus, Hjørring og Hals.
Løkken, en by der aldrig sover
Løkken er basen, og det er her, Kasper har sin daglige gang. Jubilæet på de 10 år giver også anledning til at tale ind i den udvikling, Løkken som by har gennemgået – og stadig gennemgår.
Hvis man tænker et par årtier tilbage, så havde Løkken jo faktisk et blakket ry som ungdoms-partyby. Det var hårdt ved byen og de lokale, og man besluttede sig for at vende den kedelige tendens. Det betød, at der i årene, der fulgte, opstod nye butikker, og de er her stadig den dag i dag – og flere er på vej, udtaler Kasper.
Før og under corona kunne der godt ligge 800-1000 huse til salg i Løkken og omegn, og i dag ligger vi på omkring 210. Så der er kommet en helt ny glans over Løkken som by, fortsætter Kasper og siger: I dag vil man bare Løkken. Det gælder både mine kolleger og de forretningsdrivende, men så sandelig også vores gæster og lokale beboere. Løkken er ikke længere en sommerby. Det er blevet en helårsby, et sted man ynder at besøge, også i de kolde måneder, hvilket var helt utænkeligt, hvis man går 10-12 år tilbage.
Havets tiltrækningskræft
Mange nye og unge kræfter har taget miljøet, havet og naturen til sig, på samme vis som man har oplevet med for eksempel Klitmøller. Det betyder, at der er et stigende engagement på nærmest alle fronter, og at “børnene” vender hjem, smiler Kasper.
Byen har i dag det, der skal til, og det, som kræves af en børnefamilie. Faktisk er der tæt på fyldt op, når det kommer til institutioner og skolegang, og det er jo et soleklart bevis på en by og et lokalmiljø, som aldrig sover helt. Det er en fantastisk følelse at være en del af, siger Kasper.
Meget af tiltrækningskraften ved byen skyldes naturligvis også havet og de mange muligheder, det åbner op for. Her kommer man heller ikke uden om De Maritime Huse, som samler meget liv på og omkring molen – et sandt paradis, som naturligvis om foråret og sommeren har sine store måneder. Det er flot at se, hvordan de nye bygninger nærmest blender ind med klitterne og stranden – et paradis for familier, badegæster og surfer folket.
Det ægte og det nære
I løbet af vores snak kommer vi også ind på det faktum, at det autentiske og helt-ned-i-maven ægte er noget af det, som mange unge børnefamilier og sommerhuskøbere higer efter.
- Vi søger ægtheden og det, som den bringer med sig. Følelsen af at komme tættere på alting, også mentalt, er noget af det, som giver varme og helårsliv til vores skønne by, fortsætter Kasper.
- Vi behøver ikke altid de sorte granitklinker og troldtekt-lofter. Nogle gange kan det knirkende trægulv og de skæve vinduer bidrage med mindst lige så stor lykkefølelse, smiler han.
I dag er efterspørgslen efter det autentiske mindst lige så stor, som den er efter de mere fine og renoverede boliger, og vores udbud i butikken er broget på den helt rigtige måde. Det er et fint og nuanceret billede på, at der er noget om snakken, når det kommer til de mange spændende typer af nye beboere og købere i Løkken og omegn. Diversiteten i vores udbud gør det også endnu mere spændende og sjovt at gå på arbejde, fortsætter Kasper og går over til Maria, der netop er ved at forberede et nyt emne, som lige er kommet til salg.
Med sikre skridt mod fremtiden
Og når vi er ved snakken om boliger, så er det oplagt at spørge ind til, hvordan fremtiden for Løkken ser ud, og det er ikke så svært at svare på, siger Kasper, for der tegner sig fortsat et lyst billede: Løkken har ikke tænkt sig at stå stille nu, for hvis vi også kigger på, hvordan verdensbilledet ser ud, så er ferie og bopæl i skønne Danmark ikke noget, der bliver lavet om på. Det kan vi tydeligt mærke, og det lokale erhvervsliv holder fortsat fanen højt – og det er med til at skabe arbejdspladser og endnu mere liv i byen og området.
Og den helt unikke evne, som et velfungerende lokalsamfund har, nemlig evnen til at samarbejde på tværs af brancher og mellem mennesker – det er guld værd, afslutter Kasper, inden vi sætter os ud i bilen for at sætte endnu et ‘Solgt’-skilt i jorden. De autentiske huse, som dette, er i høj kurs, smiler Kasper og trykker skiltet i jorden, og vi siger tak for i dag – på en dag, hvor Løkken viser sig fra sin bedste side med høj, blå himmel og solskin.
Samtalen med Kasper Poulsen tegner et billede af en by, der har fundet en ny styrke uden at miste sig selv. Løkken er i bevægelse, men stadig tro mod det nære, det ægte og det, der mærkes helt ned i maven. Måske er det netop derfor, byen bliver ved med at tiltrække mennesker – ikke bare om sommeren, men året rundt. Velkommen forår.
Se og læs mere om Løkken her.
Læs mere om RealMæglerne Løkken og se hvilke huse de har til salg, lige her.