Når historien rammer: 9.B mødte Poul Nyrup, og så blev der helt stille
Hjørring: De var ikke bare stille. De var helt stille. 9.B på Lundergårdskolen sad som tryllebundne, da de torsdag havde online besøg af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.
Store spørgsmål – og modige svar
Mødet var en del af et længere undervisningsforløb om politiske undskyldninger, hvor eleverne blandt andet har arbejdet med fortællingen “Søn af en udstødt” – historien om Nyrups egen far, der som ung blev sendt til Livø for “utilpassede” mænd.
Undervejs undrede flere elever sig over, hvorfor det kan være så svært for politikere at sige undskyld. Det spørgsmål greb Nyrup, og han svarede åbent og ærligt – med tydelig respekt for deres nysgerrighed.
Et vigtigt budskab til de unge
Sammen med deres lærer, Anneke Lyngholm, havde eleverne forberedt spørgsmål om alt fra sociale medier til politiske undskyldninger. Nervøsiteten var til at mærke, men den forsvandt hurtigt, da Nyrup begyndte at fortælle.
Hans budskab var klart:
– Alle unge dur.
Han trak tråde mellem sin egen families historie og nutidens unge – og fortalte blandt andet om Headspace, som i dag findes i 30 byer. Et sted, hvor unge kan gå ind fra gaden og få hjælp af andre unge.
– Headspace spørger: “Hvordan kan jeg hjælpe dig?” Det betyder noget, når nogen griber fat i én og får én til at forstå, at man også er noget værd, fortalte han.
Eleverne lyttede intenst.
Historien om Livø – og om at blive set
Eleverne havde allerede læst om, hvordan Nyrups far blev sendt til Livø, men også om hvordan en forstander dér så noget i ham, som ingen andre havde set. Den oplevelse – og en tilsvarende i Nyrups eget liv – blev et vendepunkt.
– Jeg er mønsterbryder, men jeg har ikke brudt med min baggrund, understregede han.
Det satte tanker i gang hos eleverne.
“Det var sjovt at se ham rigtigt”
Lasse Johansen og Victoria Skov var enige om, at mødet gjorde indtryk.
– Nu havde vi jo læst en masse om ham, og så var det sjovt at se ham sådan rigtigt. Og så er det jo en helt utrolig historie, at han endte med at blive landets statsminister, når ingen ville have troet det, da han var ung, sagde Lasse Johansen.
Victoria Skov fremhævede især Headspace, som hun ikke er i tvivl om er et godt tilbud:
– Der kan jo sagtens være nogen, der ikke har råd til at gå til psykolog, og så er det en rigtig god ting, at der findes sådan en ordning, så alle har muligheden for at få nogle at tale med, når de har det hårdt. Og så synes jeg også bare, at det er en rigtig god idé, at det er andre unge, der står for det, for de ved bare lige præcis, hvordan det er at være ung, sagde hun.