Klaverstemmeren fylder 90: - Jeg har altid haft ild i røven
HJØRRING: Når man besøger Ernest Petersen i Hjørring, går der sjældent længe, før han sætter sig ved et klaver.
Sådan har det været det meste af livet.
Musikken har fulgt ham siden barndommen og nu her i 2026, hvor han fylder 90 år, fylder den stadig hver dag.
- Jeg står op om morgenen og spiller en halv time. Det er ligesom om klaveret drager én derover, siger han.
To sætninger har gennem mange år været hans mottoer: “Livet er for kort til negative bølger” og “Musik læger indefra.”
Begge dele passer meget godt på den energiske klaverstemmer, musiker og kulturmand, der i årtier har sat sit præg på Hjørrings kulturliv.
Startede som møbelsnedker
Historien begynder i Middelfart. Her voksede Ernest Petersen op og blev som ganske ung udlært møbelsnedker.
Drømmen om at arbejde med klaverer førte ham til København, hvor han blev uddannet klaverstemmer og instrumentmager hos Hornung & Møller – dengang et af landets store pianofirmaer.
Samtidig spillede han selv så meget som muligt.
- Jeg spillede blandt andet i Nyhavn i perioder på 14 dage ad gangen. Det var dengang, der virkelig var musik i Nyhavn, fortæller han.
Men musikken begyndte endnu tidligere. Allerede som 11-årig spillede han til revy i Middelfart.
Efter årene i København gik turen rundt i landet som musiker på badehoteller og spillesteder. En af turene førte ham til Nordjylland - og det kom til at ændre hans liv.
Under en spilleperiode i området kom han i kontakt med byens klaverstemmer i Hjørring.
Da denne stoppede, overtog Ernest Petersen forretningen.
I mere end 40 år drev han klaverforretning og stemte klaverer i hele landsdelen. Selv efter sønnen senere overtog virksomheden, fortsatte han med arbejdet.
- Jeg har stadig nogle gamle kunder. Når man kommer ud, skal man jo også lige have en kop kaffe og snakke lidt, så kan der hurtigt gå et par timer, siger han.
Et liv i Hjørrings kulturliv
Ud over håndværket har Ernest Petersen gennem årtier været en drivkraft i kulturlivet.
Han var blandt initiativtagerne til Hjørring Sommerspil i begyndelsen af 1990’erne og har i mange år været med til at skabe sommercabareter, revykavalkader og arrangementer som The Good Old Days på Vendelbohus.
- Jeg tror næsten ikke, der er et forsamlingshus, jeg ikke har spillet i, siger han.
Store oplevelser med musikken
Musikken har også ført til store oplevelser uden for Hjørring.
En af de største var tiden i Hjørring Brass Band, hvor orkestret blev danmarksmester.
Det førte dem til den legendariske koncertsal Royal Albert Hall i London.
- Det var stort. Når man står der, hvor alle de store har spillet, så føler man altså noget særligt, fortæller han.
Historiske instrumenter
Som klaverstemmer har Ernest Petersen ikke kun arbejdet med almindelige klaverer.
Gennem årene har flere historiske instrumenter fundet vej til hans værksted.
Et af de mest specielle var Krøyers flygel fra 1852, som han restaurerede for Skagens Museum.
Senere har han også repareret og arbejdet på et flygel fra det danske kongeskib, som en periode stod på værkstedet.
- Jeg kunne næsten ikke komme til at arbejde, fordi folk kom og tog billeder og ville høre om det, siger han med et grin.
Musikken holder ham i gang
Ud over klaveret har Ernest Petersen også haft et andet instrument gennem livet: blæseinstrumentet.
Han begyndte allerede som otteårig i FDF og har siden spillet i flere orkestre – blandt andet i Hjørring Marineorkester og senere i Bagterp Blæseorkester.
Stadig travlt som 90-årig
Når man spørger Ernest Petersen, hvad der holder ham så frisk, kommer svaret hurtigt.
Musikken.
Men også livet omkring den -koncerter, teater, mennesker og aktiviteter.
- Jeg har altid haft ild i røven, siger han med et grin.
Hjemme sørger samleveren Mimi også for, at tempoet ikke falder helt.
- Hvis jeg laver noget for vildt, så rykker hun mig i nakkehårene, siger han.
Efter 90 år er der stadig masser af liv i klaverstemmeren fra Hjørring.
For Ernest Petersen er opskriften enkel:
Musik, mennesker – og noget at rive i.