Michael har drevet restauranten i 20 år: - Jeg elsker mit arbejde
LØKKEN: Onsdag 1. april kan Michael Larsen fejre 20-års jubilæum som forpagter og leder af Restaurant Løkken Badehotel på Torvet i Løkken.
Jubilæet markeres fredag 10. april med reception i restauranten fra kl. 14 til 17, hvor alle er velkomne.
Michael blev i sin tid udlært kok hos Hotel Phønix i Brønderslev, hvorefter han havde et par korte afstikkere til andre restauranter. Sidst endte han dog hos Restaurant Løkken Badehotel, der dengang var drevet af Michaels søster og svoger, Ingelis og Tommy Jensen, der stadig ejer stedet i dag.
Her var han først kok og senere køkkenchef. 1. april 2006 overtog han forpagtningen af restauranten og har siden sat sit eget præg på stedet, der fortsat serverer klassisk dansk mad med et strejf af det franske.
I gang året rundt
Med restaurant, selskabslokaler og terrasse ud mod Torvet er der i alt plads til omkring 280 gæster. Der er aktivitet året rundt i den gamle skudehandlergård fra 1800-tallet, som i 1895 blev til Løkken Badehotel.
- Restauranten har åbent året rundt, bortset fra januar, hvor vi foretager nødvendig reparation og vedligeholdelse af det gamle hus, siger han.
I højsæsonen beskæftiger Restaurant Løkken Badehotel op til 45 medarbejdere, heraf mange unge sæsonarbejdere.
- Det er altid en dejlig tid om foråret, når de unge begynder at komme. Badehotellet er kendt som en god arbejdsplads, og vi oplever, at vores medarbejdere anbefaler os til søskende og venner. Det er med til at skabe en god atmosfære blandt medarbejderne, siger Michael Larsen.
Plads til mennesker og udvikling
Inden han blev forpagter, arbejdede Michael Larsen i en kort periode som pædagogmedhjælper på et opholdssted, og det har givet ham et ekstra perspektiv, når han kigger på nyansættelser i restauranten.
- Det gør, at jeg ikke er så bange for at ansætte nogen, som måske har en lille skævhed. Det kan ofte vise sig at være en fordel i det lange løb, forklarer han.
Restaurantens køkken har gennem årene også været uddannelsessted for mange kokkeelever.
- Vi har et ungt personale, og vores køkken har været uddannelsessted for mange nye kokke. Det er også med til, at vi ikke mangler kokke, fordi de udlærte ofte vælger at blive her i en periode, og nogle endda kommer tilbage, når de har prøvet andre steder af, siger han.
- Jeg elsker mit arbejde
For Michael er det især mødet med gæsterne, der driver ham.
- Jeg elsker mit arbejde, og især det at være blandt gæsterne og ikke mindst mit fantastiske personale. Det er jo det, det hele drejer sig om. Vi har heldigvis mange faste gæster, både turister og lokale. Det er en fornøjelse at være personligt til stede og være med til at give stedet liv og identitet, siger han.
Samtidig er han enormt taknemmelig for den støtte og opbakning, der har været til restauranten gennem alle årene - både lokalt og blandt hans egne nære relationer.
Michaels hustru, Birgitte, står for eksempel for restaurantens sociale medier og hjemmeside.
- Både min familie og vores dedikerede medarbejdere har gennem årene medvirket til, at vi holder en høj standard og en god ånd i huset, som jeg er meget stolt af.
- Det er noget, jeg håber at kunne give videre til min efterfølger, når det engang bliver aktuelt, siger Michael.
Han peger også på det tætte sammenhold i Løkken.
- Alle bakker op og er med til at skabe de mange gode arrangementer, som Løkken er kendt for. Eksempelvis er pinsekaffebord og Molefestival med til at bringe lokale og turister sammen og skabe gode relationer, siger han.
Til jubilæumsreceptionen frabeder Michael Larsen sig både blomster, vin og andre alkoholiske gaver.
- Hvis nogen ønsker at give en gave, bliver jeg i stedet meget glad for et bidrag til en rejse, så vi kan besøge den pige, vi støtter gennem SOS Børnebyerne. Bidrag kan gives via MobilePay Box 7389GJ, og man er meget velkommen til at skrive en lille hilsen i forbindelse med overførslen, slutter Michael Larsen.