Vrede bilejere anholdt tyv: - Det er sgu da... Er det ikke?
30-årig afsløret på fersk gerning. Så snuppede ejere ham
- Det er sgu da ... Er det ikke?
Nogenlunde sådan lød det, da en gruppe vrede bilejere torsdag var stimlet sammen om at se en stump overvågningsvideo.
Alle havde de oplevet indbrud i deres biler, og nu så de et ansigt ved et af indbruddene, som de bestemt mente at kende. Og jo, det var en 30-årig mand fra Himmerland, som kameraet havde fanget på fersk gerning. Og jo, det var lige ham, de tænkte på.
- Lokalstationen i Aars oplevede, at der kom en gruppe borgere med en person, de havde lavet civil anholdelse på. Han var gået frivilligt med, og der var ingen ballade. Nu bliver han sigtet for 10 indbrud i biler samt et brugstyveri af en bil. Han tilstod det meste, fortæller politikommissær Ann-Britt Miller.
Det er meget sjældent, at politiet oplever civile anholdelser. Selv har Ann-Britt Miller ikke oplevet nogen i sin karriere. Men det er faktisk noget, alle kan gøre under de rette omstændigheder.
Skal en civil anholdelse være lovlig, kræver det dog, at gerningsmanden tages på fersk gerning. Desuden må man ikke bruge mere magt end højst nødvendigt, og lade politiet om alt det videre arbejde.