Store dele af autoværksted er gået op i røg
Ilden er formentlig startet i en lastbil
FARSØ: Et autoværksted, der ligger på J. Skjoldborgsvej i Farsø, blev fredag aften kraftigt skadet af en brand, der brød ud kort før klokken 21. Det fortæller indsatsleder Allan Frisk fra Nordjyllands Beredskab.
Ilden er formentlig startet i en lastbil, der stod inde i værkstedet, og herfra har den spredt sig til resten af bygningen.
- Ilden blev opdaget af en forbipasserende, og takket være en hurtig alarmering så står bygningen endnu. Der er også tag på det meste af bygningen, men vi var nødt til at lave nogle huller i det - men det meste af det indvendige er brand- og røgskadet, siger Allan Frisk.
Værkstedet ligger inde midt i et villakvarter, og da branden var på sit højeste, advarede politiet beboerne i området mod røgen, uden dog at lave en egentlig varsling.
- Der var lige lidt udfordringer med røgen i begyndelsen, men vinden var heldigvis i den rigtige retning - det var ikke ret mange huse, det gik ud over, siger Allan Frisk.
Han forventer, at beredskabet er færdig med efterslukningen af branden omkring klokken 23.30.