Brugtvognshandler rasende over aktion: - Jeg melder kommunen til politiet
Kommunen løb fra aftale, mener omstridt brugtvognsforhandler
AGGERSUND: - Min advokat har allerede indgivet politianmeldelse mod kommunen. Hvad fanden bilder de sig egentlig ind - tror de det er et ta' selv-bord, hvor de bare kan gå ind og stjæle mine biler?
- Du kan godt skrive, at de kommer til at betale erstatning.
Se video fra aktionen hos skrothandleren (videofotograf: Martel Andersen):
Den omstridte brugtvognsforhandler Kenneth Haastrup fra Aggersund var rødglødende af raseri, da NORDYSKE Medier torsdag fangede ham over en mobiltelefon, efter Vesthimmerlands Kommune torsdag morgen iværksatte en stor oprydningsaktion på en af Haastrups matrikler i Aggersund.
Her fjernede kommunen 32 skrotbiler.
Kenneth Haastrup sad torsdag selv på en gummiged i Hedehusene på Sjælland, hvor han var på arbejde for en entreprenør.
Onsdag aften blev han varskoet af kommunen om, at aktionen ville finde sted torsdag. Da var han taget afsted til Sjælland.
- Jamen, de er jo ikke rigtig kloge på kommunen. Er de ikke klar over, at skrotpræmien på gamle dieselbiler stiger 6. april til over det dobbelte. Den går fra 2250 kr. til 5000 kr.
- Derfor har jeg gemt bilerne til skrotpræmien stiger. Tror du, jeg er dum. Så nu får kommunen et større erstatningskrav - der var nemlig rigtig mange dieselbiler imellem de beslaglagte, der skulle skrottes efter 6. april, siger Kenneth Haastrup.
Fik ikke nok
Han fortæller, at han og hustruen gennem lang tid har været i forhandlinger med kommunen om, at kommunen skulle overtage familiens fire ejendomme i Aggersund.
Derefter var det tanken, at familien Haastrup skulle finde sig en anden bolig langt væk fra alfarvej, hvor skrotbilerne ikke ville genere nogen.
- Vi var helt enige om den pris kommunen skulle betale for vores ejendomme. Vi har selv forhandlet den på plads over en pose rundstykker sammen med borgmesteren.
- Kommunen skulle give 2.560.000 kr. for det hele. Det var endda skrevet ned. Men pludselig kom det så fra kommunen, at de havde lavet en skrivefejl, og at deres tilbud var 280.000 kr. lavere.
- Men det kan de da bare glemme alt om. Vi havde en aftale om en pris. En handel er en handel. Det svarer jo til, at du skriftligt fra mig har fået en pris på, at jeg vil give dig 2000 kr. for dit gamle lig af en blå Land Rover - og så vil jeg pludselig kun give 1800 kr.
- Hvis jeg på skrift har budt dig 2000 kr., så hænger jeg på den. Også selvom jeg må indrømme, at jeg har set din gamle bil, og den desværre nok kun er 1800 kr. værd, siger Kenneth Haastrup.