Vesthimmerland tager nye midler i brug over for luftens plageånder
VESTHIMMERLAND: I alt syv kommunalt ejede områder i Vesthimmerland er plaget af rågekolonier til stor gene for naboerne i forårsmånederne.
Kommunen modtager jævnligt klager og møder også kritik for at gøre for lidt ved problemet, men ifølge afdelingsleder for trafik og grønne områder, Charlotte Irene Jakobsen, gør man stort set alt, hvad man kan inden for de gældende regler.
- Det er lidt af en videnskab. Rågen er en fredet fugl, så som udgangspunkt må den ikke skydes. Man skal søge om tilladelse hos Styrelsen for grøn arealomlægning og vandmiljø til at skyde de voksne fugle, og det har vi fået frem til 15. marts, og jægerne er i gang derude. Først bagefter - fire uger før -kan vi søge om tilladelse til at skyde ungerne, hvorefter vi må skyde dem fra 1. maj til 30. juni, fortæller hun.
Indsatsen mod de voksne fugle er ny i forhold til tidligere års praksis. Der er nemlig uenighed om, hvorvidt det overhovedet er en god idé.
- Nogle jægere og vildtkonsulenter mener, at man udsætter ynglesæsonen. Dermed bliver vinduet, hvor man kan skyde ungerne, forkortet, og man kommer nærmere det tidspunkt, hvor løvet på træerne er så tæt, at det er svært at se fuglene. Spørgsmålet er, om det opvejes af indsatsen mod de voksne fugle. Det prøver vi nu som et forsøg at få afklaret, fortæller Charlotte Irene Jakobsen.
Der er tre store kolonier i henholdsvis Løgstør (Christiansmindeskoven), Aars (Tvebjerg Skov) og Aalestrup (Rosenparken), og der prøver man altså nu med at skyde voksne fugle. Fire mindre områder nøjes man derimod med den hidtidige praksis at skyde de nyudklækkede fugle.
- Vi fører statistik, og vi prøver derfor begge metoder for at have et sammenligningsgrundlag, og vi kigger også på, hvordan det samlede resultat er i forhold til sidste år, hvor der blev skudt 833 ungfugle, fortæller Charlotte Irene Jakobsen.
Indledningsvis har man på Facebook bedt borgerne om at larme og skabe uro omkring kolonierne, så rågerne er mindre fristede til at bygge rede og yngle.
Man har også overvejet alternativer til krudt og kugler.
- Man kan bruge røgkanoner, og man kan hyre falkonerer, hvis rovfugle jager de voksne fugle. Nogle bliver slået ihjel, og andre bliver skræmt væk. Det er en forholdsvis dyr løsning, og vi har sammen med vildtkonsulenter vurderet, at resultatet ikke står mål med udgiften, siger Charlotte Irene Jakobsen.
Nogle borgere undrer sig over, at dele af skovområderne lades i fred.
- Og det kan jo se underligt ud. Forklaringen er, at vi kun må søge tilladelse til regulering på kommunale områder. Vi kan ikke gøre det på vegne af private grundejere. Derfor er det op til dem, om de vil søge tilladelse, hvis de vil regulere bestanden, siger Charlotte Irene Jakobsen.