Billede beskrivelse

Valget spænder ben for cirkus – ny arena søges

04. marts 2026 kl. 19.03

FARSTRUP: Normalt er det grin, gøgl og glade børn, der fylder hallen, når Cirkus Mascot gæster Farstrup. Men i år har Mette Frederiksen - formentlig uforvarende - spændt ben for forestillingen ved at udskrive folketingsvalg.

Cirkus Mascot har fire gange tidligere optrådt i Farstrup. Benjamin Andersen fra Min Købmand begyndte for fem år siden at købe forestillingen og sælge billetter til langt under prisen.

- Jeg vil gerne betale noget tilbage til lokalsamfundet for den opbakning, de viser mig, så billetterne koster kun 75 kroner mod normalt over 200, og så er der en gratis hotdog oveni, og det bliver godt modtaget. Der plejer at være mellem 300 og 360 i hallen, så jeg tænker, at det også er en god reklame for forretningen, siger han.

Billede beskrivelse

Den efterhånden traditionsrige cirkusforestilling skulle i år være løbet af stablen 23. marts. Men der skal som bekendt stemmes dagen efter, og Vesthimmerlands Kommune har derfor inddraget Farstrup Hallen i tre dage som valgsted. Det betyder, at cirkus pludselig står uden spillested.

- Det har de selvfølgelig ret til, men jeg undrer mig nu lidt. Jeg synes, der må være flere mulige løsninger. Cirkus plejer at være ude af hallen ved 20-tiden, og det giver vel god tid til at forberede valget? Man kunne måske også bruge forsamlingshuset eller skolens gymnastiksal, som rigeligt kan rumme valghandlingen. Der er toiletter og handicapvenlige adgangsforhold begge steder, påpeger Benjamin Andersen.

Meldingen er heller ikke landet i god jord hos cirkusdirektør Marianne Deleuran.

Billede beskrivelse

- Hun var megasur i starten, men er vist begyndt at kunne trække vejret igen, efter at vi har fundet et alternativt sted til forestillingen. Elektriker Christian Gregersen har stillet sin værkstedshal i Løgstør til rådighed, så der skal nok blive cirkus, men jeg ville bare ønske, at det kunne være her, for kunderne kommer jo herfra, siger Benjamin Andersen.

Han håber stadig, at kommunen bøjer sig, men har for en sikkerheds skyld på Facebook efterlyst et sted tættere på Farstrup.

– Vi leder efter en hal, et maskinhus med fast bund, en rummelig bygning – eller noget helt fjerde, vi måske ikke selv har tænkt på. Der skal være mindst 32 ampere strøm, adgang til vand og lidt udendørsplads til cirkusvognene. Til gengæld lover vi masser af smil, dyr, internationale artister, Danmarks sjoveste klovn og en fantastisk forestilling for hele byen, siger købmanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste