Ungt kokkepar tager over på historisk spisested
ROLD SKOV: Med 250.000 besøgende årligt i området omkring Store Økssø i Rold Skov kommer rigtig mange forbi Mosskovpavillonen, der har en over 100 år lang historie.
Siden årsskiftet 2019-2020 har restauranten været ejet og drevet af ægteparret Vibeke Beyer og Michael Beha, men de har nu solgt, og 1. september tager et nyt ægtepar over, Kathrine og Marc Kaalund Prip.
Begge er kokke, men i første omgang er det Marc alene, der kommer til at stå for driften.
Bag overtagelsen ligger blandt andet ønsket om mere familievenlige arbejdstider, og selvom Mosskovpavillonen er en frokostrestaurant og bliver ved med at være det, kan arbejdstiderne ikke matche dem, Kathrine Prip har nu som kok på Tranders Høje Friplejehjem.
Derimod giver det Marc Prip, som for nuværende er ansat på Grundfos' gæstebolig Frisholt i Bjerringbro, mere tid til parrets børn, Karl på fire år og Marie på ni måneder.
Men Mosskovpavillonen som et næsten ikonisk spisested har i sig selv også medvirket til beslutningen.
- Vi er kommet i området gennem mange år og har gået ture i de naturskønne omgivelser. Vi har også spist der og er forelskede i den unikke stemning og atmosfære, så da vi så, at det var til salg, besluttede vi at slå til, fortæller de.
På den baggrund skal man ikke forvente store revolutioner i måden, restauranten drives på.
- Selvom det ikke er et badehotel, minder stilen om det, og den vil vi gerne bevare. Det er meget det, vi selv lægger vægt på og holder af, når vi er ude at spise. Det behøver ikke være Michelinstjerner. En afslappet atmosfære og den gode, personlige betjening betyder mere, siger Marc Prip.
Han er 28 år, og hun er 29. De mødte hinanden i 2019 på Hotel Amerika, hvor han arbejdede som udlært kok, og hun færdiggjorde uddannelsen.
Både dengang og siden har Marc Prip gjort sig inden for "fine dining", mens Kathrine Prip altså nu laver mere hverdagsagtig mad på friplejehjemmet.
Menukortet på Mosskovpavillonen kommer heller ikke til at undergå de helt store forandringer. Marc Prips intentioner er at lave velkendte frokostretter med et moderne twist.
- Det kan være en helstegt rødspætte eller en schnitzel, men med tilbehør, der afviger en smule fra det helt traditionelle. Der skal også være den kendte danske æblekage til kaffen, men i en særlig Mosskov-version. Vi vil bruge økologiske, så vidt muligt lokale råvarer. Det og dyrevelfærd lægger vi selv meget vægt på, og så ville det jo være hyklerisk ikke at gøre det i restauranten, siger Marc Prip.
Netop nu er man i gang med at søge personale. Da Marc Prips rolle er i køkkenet, er han især på udkig efter en person, der kan være det perfekte ansigt udadtil i restauranten.
- Som vi skriver i stillingsopslaget, behøver det ikke være en sommelier, men det skal være en, der besidder en naturlig og varm udstråling, så vores gæster føler sig velkomne på en uhøjtidelig restaurant, hvor fokus er på det gode værtskab og den gode mad, siger Marc Prip.
Han søger også både tjenere og tjenerelever samt ungarbejdere.
Starten går altså 1. september, og selvom man så går glip af den lukrative højsæson, rummer det også fordele.
- Vi får en stille og rolig start, og det giver tid til oplæring og udvikling i den retning, vi gerne vil. Samtidig er vi meget åbne over for input fra personalet, som kan være med til at lægge stilen, så den bliver optimal. Det skal være et rart sted at være, både for de ansatte og for gæsterne, siger Marc Prip.