Seneste nyt
Billede beskrivelse

Jette har gjort det igen. Snart præsenterer hun selv sin nye roman

21. august 2026 kl. 06.01

ARDEN: Kulturhuset i Arden danner rammen, når den lokale forfatter Jette Dige Rokos torsdag den 27. august præsenterer sin nye roman "Som en havmåge" – fortsættelsen til debutromanen "Sådan én ræven har skidt."

Det skriver Kulturhusforeningen i en pressemeddelelse.

Ved bogreceptionen fortæller Jette Dige Rokos om den nye roman, baggrunden for at skrive fortsættelsen og selve skriveprocessen. 

Undervejs læser hun udvalgte passager fra bogen højt.

Som en havmåge er en selvstændig fortsættelse af Jette Dige Rokos’ debutroman Sådan én ræven har skidt fra 2024.

I den nye roman er Edith flyttet tilbage til Nordjylland, hvor hun forsøger at skabe et nyt liv for sig selv og sine tre børn.

I baggrunden er en eksmand, der presser hende, og en familie, som ikke rigtig er til stede.

Edith oplever en udsathed, hvor både naboer, familie og offentlige instanser føler sig i deres ret til at dømme hende. Samtidig opbygger hun dybe venskaber med en række forskellige mennesker og insisterer på at leve det liv, der føles rigtigt for hende.

Da Edith flytter sammen med Uffe, forandres hendes verden. Hun træffer en række valg, der får betydning for hendes udvikling mod et friere liv.

Som en havmåge er en udviklingsroman om en enlig kvindes udsathed og søgen efter identitet i en tid, hvor grænser rykkes, og normer forandres. Romanen strækker sig over 20 år fra 1970 til 1990.

Jette Dige Rokos, født i 1962, har gennem mange år boet og arbejdet flere steder i udlandet. Hun har sine rødder i Nordjylland, hvorfra hun nu skriver på fuld tid.

Ved bogreceptionen er Kulturhusforeningen vært ved et glas vin og en kop kaffe. Det bliver desuden muligt at købe et eksemplar af bogen og få det signeret af forfatteren.

Praktisk information

Sted: Kulturhuset i Arden
Tid: Torsdag den 27. august kl. 19.00
Entré: Gratis

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste