Tre byer i Vesthimmerland har fået nok: Glem os ikke!
Stop! Ikke mere centralisering. Husk, at vi er en landkommune.
Sådan lyder opfordringen fra tre af Vesthimmerlands største byer, hvor man er træt af, at storebror Aars atter ser ud til at suge mange af oplandets kræfter til sig.
Det sker, efter at byrådet har åbnet op for, at rådhusene i Farsø, Løgstør og Aalestrup kan nedlægges, og de tilhørende arbejdspladser flyttes til Aars.
Dermed skal over 250 arbejdspladser rykkes fra omegnsbyerne. Når man altså har fået lavet en tilbygning til det i forvejen nye rådhus i Aars. Pris for de nye kvadratmeter: 117 million kroner.
Kan indgå fra 2025
Det er i "det lille" byråd", økonomudvalget, at ideen er dukket op. Med et budget, hvor fordelene listes op, og ingen ulemper nævnes. Det lige efter en pludseligt opdukket skoledebat, der lukkede tre landsbyskoler og satte andre institutioner på obs-listen de kommende år.
Meldingen kom under det anonyme punkt "Budget 2024-2027, Struktur for kommunens administration", som Nordjyske følgende refererede. Her besluttede de fremmødte medlemmer enstemmigt at lade analysen indgå i budgetprocessen for 2025.
Det fik folk fra Aalestrup, Farsø og Løgstør op af stolene og udløste en del debat. I hvert fald uden for Aars.
Nu har repræsentanter fra blandt andet de tre byers handelsstande mødtes for at diskutere sagen. Konklusionen er helt klart, at man er imod at samle alle rådhus-job i Aars.
Start på ond spiral
"Det betyder ikke kun, at byerne mister arbejdspladser. Handlen i byerne mindskes, byerne affolkes, foreninger for alle aldersgrupper mister medlemmer. Når arbejdspladser flytter væk, bliver det sværere at tiltrække ny bosætning, og en ond negativ spiral er startet", skriver de tre foreninger blandt andet i en fælles udtalelse.
"Frem for en centralisering, ønsker vi i stedet en decentralisering. De digitale muligheder betyder, at man kan samarbejde effektivt på tværs af geografi og afdelinger. Det har tiden under corona vist, og kommunen forventer det samme af virksomheder og borgere", hedder det også.
En bæredygtig kommune
I en tid, hvor byrådet lige har søgt at "fremtidssikre" skolestrukturen - og det har været svært at få finansieringen af en ny svømmehal i Aars helt på plads - kan det virke underligt, at politikere og embedsmænd pludselig finder et nyt punkt til 117 millioner kroner at diskutere. Et punkt som samler stort set alle administrative kræfter i Aars.
"Det handler om at skabe en bæredygtig kommune med udviklingsmuligheder i en kommune, hvor også de mindre byer er bæredygtige, og ikke affolkes i takt med, at de kommunale arbejdspladser og den kommunale nærhed centraliseres" skrive de tre byers repræsentanter.
De vil undgå fraflytning og skabe noget af den tilflytning, der i mange år har stået højt på politikernes dagsorden, uden at der er kommet mærkbart nye borgere til.
Stik imod strategi
Borgerne er også uforstående overfor, at lokalpolitikerne og embedsmændene tilsyneladende kun kan tænke nyt ved at bygge nyt:
"Når der er brug for plads til nye funktioner, bør der først ses på de nuværende bygninger i stedet for at bygge nyt. Det er både godt for kommunens og dermed borgernes penge, og samtidig medvirkende til at undgå tomme forfaldne bygninger".
Her peger de på kommunens egen vision for bærdygtighed. Her hedder det blandt andet: "Den mest bæredygtige kvadratmeter er den, vi ikke bygger". Og ”Vi vil have fokus på bæredygtigheden i alle kommunale byggerier".
"Det er derfor stik mod kommunens egen vedtagne og nedskrevne strategi, når kommunen planlægger at lukke administrationen i de tre byer og bygge til Rådhuset i Aars for 117 mio. kroner", skriver de mindre hovedbyers repræsentanter.
Derfor kalder de til borgermøde i de tre byer. Det første tirsdag i Farsø, de følgende dage i henholdsvis Løgstør og Aalestrup.
Kommunen har i øvrigt reserveret et stykke jord, der kan bruges til en tilbygning til rådhuset i Aars. Det skete i forbindelse med den nylige udstykning til Harald Nyborg og Maxi Zoo.