Tag en tur til Jubi-Land i efterårsferien
Efterårsferien er lige om hjørnet og hvis der skal ske noget vildt, så tag børnene med i Jubi-Land i Messecenter Vesthimmerland i Aars.
Tirsdag 18. oktober og onsdag 19. oktober klokken 10-16 bliver tre haller fyldt med sjov og ballade for børn i alle aldre. Der vil være karruseller, trampoliner, hoppeborge, rodeotyr og meget mere.
Derudover kommer 4H-Gården med en pony, som børnene kan ride på, ligesom det også bliver muligt at kæle med kaniner og marsvin.
Er man til mere rolige aktiviteter, kan man tegne og male i det kreative hjørne, hvor man også kan få en sjov ballonfigur med hjem.
Når først entréen er betalt, er alle forlystelser gratis, så børnene kan slippes løs til mange timers sjov og action. Melder sulten sig på banen, kan der købes mad og drikke, eller man kan medbringe sin egen madkurv.
Som noget nyt er der i år lavet et samarbejde med autismeforeningen, der tirsdag har hallerne for sig selv i to timer, inden de bliver åbnet for alle.
- Vi er rigtig glade for at give de børn, der har brug for lidt trygge rammer, mulighed for at opleve vores store legeland, siger eventmanager Anette Carstens, Messecenter Vesthimmerland, om tiltaget.