Spritnyt forretningskoncept skal stå sin prøve i Himmerland
AARS: Det er blot syv måneder siden, det, der skal blive en helt ny dansk butikskæde, åbnede sin første butik. Navnet er Hi Five, og det er udviklet i regi af Harald Nyborg-koncernen og er nu et datterselskab.
Den første butik åbnede i Kalundborg, siden er fulgt Slagelse, Skive, snart Hjørring, og efter sommerferien åbner Hi Five så i Aars. Her har man fået øje på en ejendom eller rettere to, ved siden af Kvickly. Her har indtil for nylig været en Faktabutik og en afdeling af Ønske Børn-kæden, men begge er lukket, og det baner altså vej for Hi Five, der slår de to ejendomme sammen til én butik.
Hi Five-konceptet er bygget op omkring 7000-8000 varenumre inden for husholdning, hobbyartikler og kosmetik til legetøj, accessories og tøj. Konceptet er udviklet af Erling Daell, bestyrelsesformand og medejer af Harald Nyborg, samt Bent Holm, der nu er direktør for Hi Five-kæden.
Hi Five henter inspiration fra udenlandske kæder som Poundstrectcher i England, Rusta, ÖoB og Dollarstore i Sverige, og andre, der klinger mere bekendt i Danmark, for eksempel Normal, Jysk, Søstrene Grene og Harald Nyborg selv.
- Vi ville gerne udvikle noget, som man ikke kender i Danmark, og som afviger fra Harald Nyborg. Og Hi Five appellerer for eksempel mere til impulskøb, selvom der er et vareoverlap med Harald Nyborg. Men vi håber og satser selvfølgelig på, at vi rammer noget, der slår an i Danmark, siger Bent Holm.
Den korte periode, Kalundborg, Slagelse og Skive har eksisteret, har foreløbig betrygget ham i, at ideen er gangbar.
- Vi er blevet godt modtaget. Af konkurrencemæssige hensyn oplyser vi ikke omsætningstal eller lignende, men jeg kan sige, at vi følger den femårsplan, vi har lagt, siger Bent Holm.
Udrulningen er delvist tilfældig, delvist bevidst.
- Som lavpriskæde er vi meget opmærksom på omkostningerne, så prisen på ejendommene spiller ind. Vi går ind, hvor vi kan se mulighederne, og så prøver vi at placere butikkerne så tæt, at logistikken bliver så god som mulig for både os og leverandørerne, samtidig med at de ikke skal ligge så tæt, at de kannibaliserer på hinanden. Ambitionen er, at kæden med tiden bliver landsdækkende, forklarer Bent Holm.
Allerede nu er man i gang med at lære af erfaringerne, som har været både gode og dårlige.
- Vi kan for eksempel se, at en varegruppe, der virker i England, slet ikke fungerer i Danmark, så vi justerer i takt med, hvilken retning det udvikler sig i, siger Bent Holm.
I forhold til Aars er han glad for naboskabet med Kvickly.
- Det er en god blanding, hvor vi begge drager nytte af hinanden. Det er jeg sikker på.