Billede beskrivelse

Sjælden bille fundet for første gang i lokal skov

19. august 2024 kl. 11.46

ROLD SKOV: Danmark er ifølge opslagsværket Den Store Danske hjemsted for cirka 3700 arter af biller.

Nu er en ny billeart tilsyneladende kommet til.

En pragtbille med det latinske navn Trachys Compressus er blevet fundet i naturområdet Engene ved Villestrup Å syd for Rold Skov i Nordjylland.

Det er første gang, at billearten er fundet herhjemme, skriver Den Danske Naturfond, der ejer det pågældende areal, i en pressemeddelelse.

Det er biolog og billeentusiast Gorm Pilgaard Jørgensen, der gjorde fundet af den metalglinsende bille, da han var ude med en såkaldt insektstøvsuger.

- Der var stor jubel, da jeg kunne se pragtbillerne, og det var sindssygt fedt at finde den nye art, særligt når det er en art, som jeg med et spinkelt håb har ledt efter i fire år, siger den tilfredse billefinder.

Der var ifølge pressemeddelelsen ikke bare tale om enkelte biller, der tilfældigvis var blæst ind med et stormvejr eller på gennemrejse til bedre steder.

Der var derimod tale om flere biller i det lille rigkær, som er en særlig type mose.

Naturfondens område ved Villestrup Å har ifølge biologen vist sig at særdeles velegnet til at huse billen, som endnu ikke har fået noget dansk navn.

"Djævelsbidpragtbille" kunne ifølge Gorm Pilgaard Jørgensen være et oplagt navn, idet billens larver kun lever på planten "Djævelsbid".

I Den Danske Naturfond glæder direktør Flemming Nielsen sig over fundet af en helt ny art for Danmark.

Han håber på at kunne udvide billens leveområde.

- Heldigvis er vores naturområde ret stort, så der er gode muligheder for at kunne udvide levestederne for både billerne og de mange andre vilde dyr og planter i området.

- Det sker gennem en omfattende naturgenopretning, som vi er i fuld gang med, siger Flemming Nielsen.

Naturfonden og Mariagerfjord Kommune er ifølge pressemeddelelsen i fuld gang med at forbedre naturen i området.

Det sker ved at slippe vandet frit i området, genoprette en række af de naturlige kildevæld, omlægge marker til natur og sikre en god naturpleje.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste