Billede beskrivelse

Vinfirmaer slår sig sammen

13. oktober 2022 kl. 15.06

Holy Moses Wineshop og Winefix - to unge vinfirmaer med rødder i Skørping - har valgt at fusionere. Det blev fejret i lørdags med gratis vinsmagning og livemusik i de hyggelige lokaler hos Bagtanker i Skørping. Navnet på det nye firma bliver Winefix.

- Jeg startede Holy Moses Wineshop under corona-nedlukningen. Det var et hyggeprojekt hjemme i garagen, men ret hurtigt tog det fart med webshop og selvbetjeningsbutik i Skørping. Forretningen drives i fritiden ved siden af mit fuldtidsjob, så jeg har et stykke tid været på udkig efter et par legekammerater, som jeg kunne spare og have det sjovt med. Det har jeg fundet nu, fortæller Anders Hoffgaard, stifter og indehaver af Holy Moses Wineshop.

Billede beskrivelse

Anders’ legekammerater blev fundet hos firmaet Winefix, der også blev stiftet under pandemien af trekløveret Kasper Buus, Espen S. Lien og Jonas Laigaard.

- Jeg kommer fra Skørping og har været flittig kunde hos Anders i Holy Moses Wineshop. Så da vi i Winefix gik med tankerne om at lave en webshop og en fysisk butik, var det nærliggende at tage en dialog med Anders, der heldigvis var frisk på ideen, fortæller Jonas Laigaard.

Fejrede fusion

Der var ikke langt fra tanke til handling. Et enkelt møde i orangeriet på ejendommen Holy Moses førte hurtigt til stiftelse af et fælles ApS, og lørdag den 10. oktober kunne de fire vinglade partnere så slå dørene op til en hyggelig, gratis vinsmagning i butikken hos Bagtanker i Skørping.

- Vi har valgt at beholde navnet Winefix, idet Holy Moses navnet er opstået ud af Anders’ ejendom på Hulemosevej i Rold – og nu er vi jo som bekendt meget mere end det, fortæller Espen S. Lien, der til dagligt bor i København og har norske rødder.

Billede beskrivelse


Anders og Jonas passer således aktiviteterne i vest med base omkring Rold Skov., mens Espen og Kasper med base i København plejer kunder og interesser i hovedstaden.

- Så nu er vi et fullblown vinfirma med salg til private via webshoppen, fysisk butik, egen import og salg til hoteller og restauranter i både Danmark og Norge. Vi er alle spændte på, hvor dette fører os hen, siger Kasper Buus.

De mange spændende vine fra Danmark, Italien, Frankrig, USA, Tyskland, New Zealand og Spanien – samt et pænt udvalg af gin og rom – kan ses og købes på: www.winefix.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste