Billede beskrivelse

Trafik- og køkaos da Harald Nyborg åbnede i Støvring

23. maj 2025 kl. 11.36

Det har for vane at tiltrække mange mennesker, når de store detailkæder åbner nye butikker.

Det var også tilfældet fredag morgen, da Harald Nyborg slog dørene op til sit nyeste skud på stammen i Støvring. 

På Neptunvej 11 var der indbudt til stor åbningsfest og gode tilbud - og det havde omtrent 300-400 mennesker valgt at benytte sig af fra morgenstunden. 

Billede beskrivelse

De blev budt velkommen af både Harald Nyborgs direktør, Gert Sand, samt butikschef i den nye Støvring-afdeling, Martin Thinggaard Søgaard.

Foran butikken slangede en lang menneskekø, men også ude på vejene dannede der sig køer - blot af biler.

Den store interesse forplantede sig også inde i den nye butik, hvor køen foran kasserne hurtigt blev længere og længere i takt med at flere kunder blev lukket ind gennem indgangen. 

Billede beskrivelse

På hovedvejen Hobrovej måtte der undervejs også folk til at guide trafikken, så den kunne køre bare nogenlunde smidigt. 

Jo, interessen var stor for den nye Harald Nyborg - og i løbet af dagen har detailkæden da også kvitteret med blandt andet gratis pølser i tre timer. 

Butikken er i øvrigt Harald Nyborg-kædens nummer 67 på landsplan. 

Og selvom der blev taget godt for sig af de gode åbningstilbud fra morgenstunden, lyder det fra butikken, at der er købt rigeligt ind - også til weekendens kunder. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste