Seneste nyt
Billede beskrivelse

Stort bolighus udvider

19. november 2024 kl. 12.03

Virksomheden har over 70 år på bagen, men alligevel er der plads til både fornyelse og forstørrelse. 

Møbelhuset Max Jessen i Terndrup udvider således sit i forvejen 10.000 kvadratmeter store imperium med endnu mere lagerplads. 

50 procent mere for at være helt præcis. Det skriver Max Jessen i en pressemeddelelse. 

- Med det store sortiment i den fysiske butik, en stigning onlinehandel på Maxjessen.dk samt større efterspørgsel - ikke kun i Nordjylland men hele Danmark - er der opstået et behov for mere plads i forlængelse af den allerede eksisterende outlet- og lagerbygning. Det kommer til at betyde meget for os i hverdagen, og der er ingen tvivl om, at det vil resultere i, at vi kan være endnu mere effektive, siger møbelhandler Lau Jessen. 

Mandag var borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth, så mødt op for at tage første spadestik til det nye byggeri. 

- Det er altid en fornøjelse, når kommunens erhvervsdrivende investerer i et projekt, som skaber vækst og arbejdspladser, og vi har en vigtig rolle i at understøtte projekter som dette, siger Jesper Greth. 

Max Jessen-virksomheden blev startet af Gudrun og Max Jessen i 1951 i et lokale på 16 kvadratmeter på Aalborgvej, men er siden ad flere omgange vokset til i dag at strække sig over to tønder land i Terndrup. 

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste