Billede beskrivelse

Stor titel kan lande hos Søren og Tinna

10. september 2025 kl. 18.02

NØRAGER: Søren og Tinna Nielsen er sammen med to andre butikker nomineret til dette års titel som Årets Spar Købmand blandt i alt 148 butikker, og det er ikke første gang, kæden viser købmændene i Nørager opmærksomhed.

- Vi var nomineret sidste år til "Årets ildsjæl", men nu at være nomineret i den fineste kategori bliver man da lidt stolt af, siger Søren Nielsen.

Kæden angiver en række gode grunde til nomineringen, som alle kan læses nederst i denne artikel. Overordnet handler det om flot omsætning og indtjening, flid, god ledelse og lokalt engagement. Søren Nielsen mener, at der er flere grunde til opmærksomheden.

- Vi bosatte os i Nørager i 2018 og overtog butikken året efter, og vi har begge vores daglige gang i foreningslivet for at vise, at vi engagerer os i byen og gør, hvad vi kan for at holde liv i den. Sidste år udvidede vi butikken og investerede i nyt køle-/fryseelementer for at gøre butikken så attraktiv som muligt. Vi har ud over det faste sortiment flere lokale leverandører af blandt andet honning og æblemost, fortæller han.

Han holder selv 30 års jubilæum i Spar-kæden næste år og begyndte altså længe før, Facebook blev etableret, men den er blevet en væsentlig faktor i markedsføringen.

- Vi har hver dag seks-syv ja tak tilbud, som vi sender ud til væres følgere. De kan så bestille på nettet og afhente varerne i butikken, hvilket er meget populært. Byen har kun 1100 indbyggere, og vi har 14.000 følgere. Det er ganske flot, siger Søren Nielsen.

De mødte hinanden, da Tinna Nielsen i 1998 kom i voksenlære og parret har siden fulgtes af privat og professionelt. Men for nylig er Søren Nielsen blevet alene om at drive butikken. For et år siden overtog de Nørager Kro, der ligger i naboejendommen, og den drives nu af Stinna Nielsen, der som supplement forsyner butikken med smørrebrød og delikatesser.

- Vi har renoveret kroen fra A til Z og prøver os frem med forskellige events, og det får stor opbakning, lige som vi har i butikken. Vi havde i sommer 140 gæster til Hawaii-fest, så vi får virkelig god respons, siger Søren Nielsen.

Om det også rækker til at havne på førstepladsen som Årets Spar Købmand, afsløres 4. november, hvor repræsentanter fra landets LetKøb-, Min Købmand- og Spar-butikker mødes i Vindinggaard Centeret i Vejle.

Herunder følger Spar-kædens begrundelse for at nominere Søren og Tinna Nielsen:

Gennem flere årtier har Søren og Tinna sat standarden for, hvad det vil sige at være en dygtig og engageret købmand. Med imponerende resultater på både top- og bundlinjen har de skabt en veldrevet forretning. Deres stærke forretningssans og store arbejdsmoral afspejles tydeligt i butikkens succes.
Men købmandsparret er meget mere end tal og resultater. De er købmænd, som kunderne holder af, og som medarbejderne respekterer. Under deres ledelse er der opstået en arbejdskultur præget af frihed under ansvar - et miljø, hvor medarbejderne trives, føler sig værdsat og yder deres bedste. Samtidig har de også engageret sig aktivt i lokalsamfundet - ikke mindst som byens kromand, en tradition, der nu videreføres af Tinna.

Med dette initiativ har parret bidraget til at styrke sammenholdet og gøre Nørager til en levende og attraktiv by. Søren og Tinnas passion, dedikation og evne til at tænke både menneskeligt og forretningsmæssigt har sat dybe spor. De har i sandhed fortjent anerkendelse for deres indsats - som købmænd, som ildsjæle og som en drivkraft i Nørager.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste