Spændende krydderier eller den bedste romkugle? Her kan du få det hele
Ny butik med specialiteter, kunst og god kaffe lægger nye lag på oplevelserne.
Mette Handberg Almborg og hendes ægtefælle Jens Almborg har nu slået dørene op for en helt ny butik i Rebild. Den lander lige i spændingsfeltet mellem en specialbutik, et galleri og en café hvor unikavarer, specialiteter, kunst og en kop god kaffe med tilhørende lækkerier danner rammen om en god oplevelse.
- Vi er kommet rigtig godt fra start, lyder det fra begge, som ser et stort potentiale i at skabe et nyt oplevelsesunivers, der lægger nye lag på Rebild. Et sted hvor det gode liv kan udfolde sig med kvalitet, unikaprodukter, velsmag og varme.
- I samklang med de spændende tilbud indenfor overnatning, gastronomi, specialbutikker og naturoplevelser, som allerede findes i Rebild, fremhæver Mette og Jens Almborg med afsæt i deres tidligere virke indenfor kunstverdenen og oplevelseserhvervet i såvel Danmark som internationalt.
- Rebild har potentialet, så vi er slet ikke i tvivl om, at vores nye butik bliver en succes, der vil medvirke til at brande Rebild endnu mere, fastslår de.
Kundeoplevelse på et højere niveau
En af de første kunder i butikken var Jens Nielsen, der kiggede indenfor for at lade sig inspirere af de smukke og smagfulde varer på hylder og vægge.
- Ja, og så lod jeg mig friste af en god kop kaffe og en af de lækre gourmet-romkugler, lyder det fra Jens Nielsen.
Han endte med at købe både krydderier og endnu flere romkugler, som i øvrigt blev til glæde for hans gæster senere på dagen.
- Normalt er jeg ikke til søde sager, men de her smager, så man bliver helt varm om hjertet, fastslår Jens Nielsen med et smil, og han supplerer:
- For mig tæller det rigtigt meget, at det er en oplevelse at komme i sådan en butik. Dels er der tale om unikke varer, man ikke finder andre steder, men der opstår også en umiddelbar oplevelse af at føle sig godt tilpas i spændvidden fra specialbutik over galleri og til café. Det er noget, som samlet set er med til at løfte Rebild som et oplevelsessted.
Flere muligheder – flere gæster
Allan Brix, der er destinationsudvikler hos RebildPorten, er helt enig.
- Det er meget kærkomment, at dette initiativ er blevet en realitet, fordi det er med til at tiltrække gæster til området. Naturen er vores DNA her i Rebild, men vi har brug for andre specialtilbud inden for indkøb, oplevelser, design, caféhygge og det gode liv, såfremt vi ønsker at holde på gæsterne efter den friske tur i skoven, forklarer Allan Brix.
Han forklarer videre, at gæsterne efterspørger flere muligheder, og det skal gerne være noget unikt, der kan sætte en særlig ramme omkring oplevelsen.
- Vi er rigtigt godt med, når det gælder specielle indkøbsoplevelser her i området, men der må gerne komme endnu mere. Lige nu har vi en gårdbutik med lokale varer og en surdejsbager indenfor rækkevidde, og her i Rebild kan vi byde på lopper og luksus foruden salg af tørrede blomster, der er et stort hit i dag, forklarer destinationsudvikler Allan Brix, der sagtens kan se potentialet i, at Rebild skaber et nyt subbrand, der bygger ovenpå naturoplevelsen, og dermed gør det endnu mere attraktivt at besøge området.
Rebild kan allerede i dag byde på en flot vifte at restauranter og spisesteder, og herfra tager man også godt imod den nye butik, café og galleri.
- Flere restauratører har allerede fortalt, at behovet for specialindkøb og god kaffe er til stede når gæsterne skal adspredes og sendes videre til nye oplevelser, siger Jens Almborg, der allerede nu overvejer om åbningstiderne skal udvides fra tirsdag og torsdag 11-17 samt i weekenden.
- Vi skal jo være her, når gæsterne og kunderne er her, slutter Mette Handberg Almborg.