Seneste nyt
Billede beskrivelse

Peter knokler for at redde nødlidende butik i Overlade

25. maj 2026 kl. 06.03

OVERLADE-HVALPSUND: Peter Orbesen tiltrådte for godt fire år siden som uddeler i Brugsen i Hvalpsund.

Det gjorde han med det klare opdrag at rette op på en nødlidende forretning. 

For et halvt år siden blev han så sendt ud på samme mission - denne gang som uddeler i Brugsen i Overlade, alt imens han har varetaget sine opgaver i Hvalpsund.

- Det har været den hårdeste periode i mit arbejdsliv. Jeg har arbejdet solen sort, og der har været døgn, hvor jeg godt kunne have brugt 30 timer. Men hvis man er engageret, og tingene lykkes, er det nemmere at holde til presset, siger han.

Brugsen i Hvalpsund var for fire år siden i samme suppedas, som man nu befinder sig i i Overlade.

Men siden hans tiltrædelse er omsætningen steget med omkring 40 procent, og selvom der er foretaget omfattende investeringer, er man hvert år kommet ud med gode årsresultater.

Erfaringerne derfra tager han nu med sig og har allerede sat en række initiativer i værk i Overlade. 

Det har allerede nu båret frugt. 

Indkøbsfordele

I Overlade er driftsresultatet steget med over 300.000 kroner i årets første fire måneder, når man tager højde for ekstraordinære poster.

I samme periode er driftsresultatet steget med 100.000 kroner i Hvalpsund.

Samarbejdet gavner nemlig ikke bare Overlade, men også Hvalpsund, da et større indkøb af varer og tjenesteydelser i nogle tilfælde kan reducere priserne.

- I Coop har alle butikker i alle kæder de samme indkøbspriser, så der betyder det ikke noget, men i forhold til lokale leverandører kan vi sammen forhandle nogle rabatter hjem. Det er en af gevinsterne ved at gå sammen. En anden er, at vi kan flytte medarbejdere frem og tilbage efter behov, fortæller Peter Orbesen.

Forestående fusion

Coop spiller dog en væsentlig rolle i hele manøvren. 

Allerede sidste år fik Overlade samlet set 300.000 i rabat på bidraget til Coop, og for Peter Orbesen er det et klart signal om, at man tror på, at det kan lykkes med genopretningen.

Begge bestyrelser har nu nikket ja til, at forretningerne også formelt fusionerer. 

Det ventes at ske inden sommerferien efter en ekstraordinær generalforsamling i Overlade, hvor mindst to tredjedele af de fremmødte medlemmer dog skal stemme for.

Hvalpsund bliver den fortsættende brugsforening. 

Det påvirker flere forhold på udgiftssiden. 

For eksempel vil man med ét CVR-nummer kun skulle aflægge et regnskab - og dermed opnå en besparelse på omkring 30.000 kroner til revisor.

Hestekur venter

Forude venter der i Overlade noget af en hestekur som den, Brugsen i Hvalpsund har gennemgået. 

Der er et gammelt freon-køle-/frostanlæg, utilstrækkelig belysning samt delvist gamle lokaler og elinstallationer.

Freon bliver forbudt i 2030 og skal derfor udfases, men det kommer ikke til at ske nu.

- Der er ikke penge til den investering endnu, men jeg skal have lavet en grundig gennemgang af anlægget. Så gammelt som det er, vil der uundgåeligt opstå lækager, og da et kilo freon koster 4000-5000 kroner, siger det sig selv, at det hurtigt kan blive dyrt, siger Peter Orbesen.

Han forventer, at man kan gå i gang med at udskifte anlægget i løbet af 2026, senest i foråret 2027.

Ny daglig leder

Fremadrettet vil han hovedsageligt være i Hvalpsund, mens hans betroede medarbejder, Monica Pedersen, skal være daglig leder.

- Jeg vil fortsat have fokus på Overlade, og jeg kommer til at være i butikken mindst en dag om ugen, men i det daglige er det altså Monica, der står med ansvaret, siger Peter Orbesen.

Ifølge Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, er samarbejder og fusioner ved at blive udredt mellem mindre brugser.

- Tendensen er kraftigt stigende, og der er indlysende fordele ved det. Det kræver selvfølgelig en ekstra arbejdsindsats af uddeleren, men er der ledelsesmæssigt overskud til stede, fører det ofte til succes. 

- Vi ser mange eksempler på, at en dygtig leder ved at dele sin ekspertise kan lave rigtig gode resultater begge steder, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste