Billede beskrivelse

Par har fundet deres egen måde at have job på: Det er godt for børnene - og dem selv

15. april 2022 kl. 06.00

Hvis jeg skal kunne fange en fisk, så skal jeg have min egen fiskesø!

Ordene faldt nok lidt surt fra Trine Hedegaard Nielsen. Men hvad kan man forvente, når man har brugt et halvt år på at lære at fiske, og fiskene bare ikke bider på?

Kæresten Dennis Nørgaard Horn tog sig ikke meget af hendes udbrud. Han forstod hende sådan set godt, for det var ham der havde lokket hende til at prøve lystfiskeriets glæder. Og vist hende, så godt han han kunne, alle de tricks og teknikker han havde på lager.

Men måske skulle han have hørt bedre efter hvad hun sagde. For Trines bemærkning kom til at ændre deres liv.

- Jamen, pludselig en dag stod Trine der og og fortalte, at nu havde hun skaffet sig en put and take sø. Og så måtte vi tage den derfra, griner han i dag.

De står ikke mere end 50 meter fra det, der for næsten præcis fem år siden lød som en lidt for fiks idé fra en skuffet lystfisker. Den lille Søttrup Sø er i dag kendt som Vesthimmerlands Put & Take, har en 8.000 betalende gæster om året og er et velholdt lille fisker-fristed på 5500 kvadratmeter.

Søen kom til at ændre livet for de to travle, fuldtidsarbejdende mennesker. I dag bor de lige ved siden af søen, har forpagtet to andre put and take søer og fået en voksende webshop med speciale i fiske- og jagtudstyr.

Om Trine fik fanget sin fisk? Den tager vi til sidst.

En grøn chance

- Dengang Trine fandt søen var den groet til og havde ikke været i brug i en syv år. Hun fik den også til en billig leje. Og så gik vi i gang med at gøre det pænt i vores fritid, fortæller 36-årige Dennis Nørgaard Horn.

Parret boede da i en kælderlejlighed i Aars, og alene udsigten til at få noget grønt at bikse med i absolut rolige omgivelser var noget værd for de to.

- Gik det godt, ville det være fint. Gik det ikke godt, ville vi kun tabe lidt penge på det. Så vi tog chancen, fortæller de om stedet, der ligger nær Himmerland Camping nordvest for Aars.

En stille livsstil

Trine Hedegaard Nielsen arbejdede som pædagog på et botilbud i Hobro, Dennis var chef for en række Arla-kantiner rundt om i landet og kørte godt 100.000 kilometer på rigets veje om året.

Men søen kunne stort set passe sig selv til hverdag. Bare de sørger for at plumpe op mod seks kilo store ørredfisk i med mellemrum og slå græsset er alt godt i lange perioder. Og den stille livsstil viste sig at passe dem godt.

- Vi lærte flere af fiskerne at kende, og vi sørger stadig for at komme over at sige hej til kunderne, når vi kan. Mange af dem fra dengang kommer stadig, fortæller 31-årige Trine Hedegaard Nielsen.

Købte huset

Hun indledte en tradition med ind imellem at komme med kaffe og kage, når lejligheden var til det. Og sådan kunne det være blevet ved i deres lejemål. Hvis ikke ejendommen, som søen hørte under, blev rygtet snarligt solgt.

- Nu var det begyndt at gå at gå ret godt med søen. Vi ville nødig af med den til en ny ejer. Så vi så om vi kunne købe det, fortæller Dennis Nørgaard Horn.

- Det så noget forfaldent ud. Og mægleren ville ikke engang vise det for os, fordi mange fremvisninger var endt forgæves. Men vi fik et lille kig hos en lejer og endte med at købe det og søen, fortsætter han.

Ud af hamsterhjulet

I dag fremstår huset nyistandsat og velholdt og er blevet den ramme om deres liv, de havde håbet på. De ville gerne stifte familie, men havde ikke lyst til at blive del af "hamsterhjulet" med travle voksne, der afleverer børn tidligt og henter dem sent.

Trine sagde sit faste job op for halvandet år siden og blev fuldtids ved fiskesøen og webshoppen med grejmærket AKKOI/Iam og jagttøjet Remington Synergy World.

Dennis stoppede i sit krævende chefjob og blev køkkenchef på efterskolen Himmerlands Ungdomsskole, hvor arbejdstiderne er mere til at regne med.

Bedre for Elias

Han har før været selvstændig i en del år. Blandt andet ved at blive forpagter af Bies Bryggeri i Hobro i 2010, og derefter skabe og drive caféen Kaffebørsen i nogle år. Men som livet har udviklet sig, har han det nu fint med de ordnede forhold som lønmodtager.

Billede beskrivelse

Livet med mere plads til familien viste sig at være det helt rigtige for dem, efter at de fik Elias for nu to et halvt år siden.

- Nu kan vi aflevere ham sent og hente ham tidligt. Er han syg kan han få den ekstra hjemmedag, man ikke altid kan give som udearbejdende. Og han er meget med ovre ved søen og er rigtigt glad for at hilse på fiskerne, fortæller Trine Hedegaard Nielsen.

- Vi har ikke gjort det her for at blive millionærer. Vi har gjort det for at få det liv, vi gerne vil leve. Det tror jeg også folk omkring os er begyndt at forstå, siger hun.

Forbereder sig på næste store udvidelse

Når vejret er til det, tager hun måske plænetraktoren og kantklipperen rundt om søen. Er det dårligt, fokuserer hun på netshoppen, som hun i øvrigt selv har lært sig at lave og vedligeholde.

Hun laver alt papirarbejdet til de to øvrige put and take søer, der også drives af par efter samme hyggelige koncept i henholdsvis Gøttrup ved Fjerritslev og Grønbæk ved Silkeborg. Til sammen har de godt 30.000 årlige gæster.

Billede beskrivelse

Lige nu kan hun også gå og forberede sig på familiens næste store udvidelse. Den er hverken i web eller sø, derimod har en lillesøster til Elias bebudet sin ankomst midt i maj.

- Det er ikke helt godt timet. Der er der gang i sæsonen ved fiskesøen. Så jeg kommer nok til at køre barnevognen derover en del, smiler Trine Hedegaard Nielsen.

Og fiskeriet?

Efter nogle måneder ved egen put & take sø, hev Trine Hedegaard Nielsen en regnbueørred på seks et halvt kilo op af vandet. Det blev langt fra den sidste, hun har landet, selv om den stadig er den største - så hun er blevet ganske ferm med krig, line og blink.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste