Rikke Fruergaard holder ofte liveshopping fra sine tre butikker, dog mest Sirius og Noah.
Shopping

Ny salgskanal har hjulpet Rikke gennem usikre tider

I Rikke Fruergaards forretning er liveshopping mere effektiv end webshoppen

20. maj 2023 kl. 10:00

STØVRING: Liveshopping på Facebook og Instagram er efterhånden blevet en populær shoppemetode, som kan siges at forene det bedste af shopping i fysiske butikker og på nettet.

Rikke Fruergaard, som ejer butikkerne Noah, Footsteps og Sirius i Støvring, gav sig for første gang i kast med liveshopping under coronapandemien.

Siden er det et værktøj, hun har holdt fast i, og det har været med til at holde butikkerne kørende i en tid, hvor usikkerhed påvirker forbrugerne.

- Selvom der både har været inflation og krig, har vi formået at holde vores omsætning på det niveau, vi plejer, og her har liveshopping spillet en stor rolle, fortæller Rikke Fruergaard.

Rikke Fruergaard er uddannet markedsøkonom og har tidligere været indkøber hos Dansk Supermarked i Aarhus.

Mange fordele

Selvom det var nervepirrende at sende live fra sociale medier i starten, er butiksejeren blevet mere tryg ved det.

Samtidig har hun også opdaget, at liveshopping på mange måde er en bedre salgskanal end webshoppen.

Blandt andet er det meget nemmere at præsentere butikkernes varer, når der sendes live, men derudover har det åbnet op for en ny kundebase, fortæller hun.

- Vi har hørt mange sige, at de ikke kan overskue at besøge butikker og finde varerne. Når vi går live, få de præsenteret varerne, og de kan bedre se, hvad der i deres øjne er pænt.

Sirius er Rikke Fruergaards yngste butik. Her sælger hun tøj til kvinder.

Og tror man, at skærmen mellem Rikke Fruergaard og kunderne skaber en distance, kan man godt tro om igen.

- Vi får faktisk et godt forhold til kunderne. Selvom jeg står foran en skærm, har kunderne fortalt, at de er kommet til at kende mig og butikken på en helt anden måde.

Annonceret indhold

Nyeste