Mor og datter nyder at arbejde sammen
Mette Buus har været selvstændig med egen butik i 26 år. For fire år siden kom datteren Julie Buus med ombord i butikken, og duoen nyder på alle måder at arbejde sammen.
Mette og Julie Buus har sammen bolig-, livsstils- og interiørbutikken Rum By Kri-Stense, der har hjemme på Himmerlandsgade 94 i Aars.
En superhyggelig butik, der har alt hvad hjertet begærer af stort og småt til hjemmet og dig selv – det være sig belysning, kurve, bøger, dekorationer, fade, lysestager, plakater, rammer, tasker, smykker, vaser og delikatesser. For bare at nævne lidt af det.
- Jeg havde tidligere haft en anden butik, men da jeg startede Rum By Kri-Stense for efterhånden 18 år siden på Gl. Skolevej i Aars, var det primært en forretning med loppefund og genbrug, men det har ændret sig en del i årenes løb. I dag er det primært nye ting i den skandinaviske og nordiske stil, fortæller Mette Buus, der flyttede forretningen til den nuværende adresse på hovedgaden i Aars for små fem år siden.
I praktik i butikken
Kort tid efter flytningen fik Mette selskab af sin datter Julie i forretningen. Noget, der måske var en overraskelse og så alligevel ikke…
- Min mor startede som selvstændig med egen butik kort tid efter at jeg blev født for 27 år siden, så jeg er opvokset med en butik. Så længe jeg kan huske, har jeg da også altid hjulpet lidt til. Jeg kan faktisk huske, at da jeg var lille, så havde vi en skammel stående i butikken, så jeg kunne nå op, når jeg stod bag disken.
- Alligevel regnede jeg ikke med, at det var den vej jeg skulle gå. Jeg begyndte da også at læse til sygeplejerske, men det var ikke mig. Derfor begyndte jeg at læse Retail Design & Business, og i det forløb kom jeg i praktik her i butikken. Det betød, at jeg for alvor fik smag for både butikken, det med boligindretning og livsstilsprodukter, og at samarbejde helt tæt med min mor. Jeg nyder det bare, fortæller Julie Buus – ord, der gengældes af Mette.
- Det er fantastisk at have fået Julie med ombord. Hun ser på tingene med andre og yngre øjne end mig, så på den måde supplerer vi hinanden rigtigt godt. Når det er sagt, så er vi faktisk enige om overraskende meget. Vi har meget samme smag, og hvis den ene køber ind, så er den anden altid helt tryg ved, at det er det rigtige, der bliver købt.
- Og så har Julie jo også fuldstændig styr på sociale medier, som er et vigtigt markedsføringsredskab for en butik som vores. Så det er også en stor fordel, lyder det fra Mette Buus.
Populære inspirationsdage
Udover den stemningsfulde og hyggelige fysiske butik på hovedgaden i Aars har Rum By Kri-stense også en webshop, ligesom de som før nævnt bruger forskellige sociale medier i markedsføringen – blandt andet med livesendinger på Facebook og Instagram, hvor kunderne kan følge med og bestille de varer, der bliver vist.
To gange om året – om foråret og til jul - arrangerer butikken populære og meget velbesøgte inspirationsdage. Særligt juleinspirationsdagene er hvert år et kæmpe tilløbsstykke, der tiltrækker kunder fra det meste af Nord- og Østjylland.
- Vi har selvfølgelig megen fokus på vores fysiske butik, hvor vi nyder at yde den personlige service og hjælpe den enkelte kunde med boligindretningen. Mange kunder kommer eksempelvis med et billede fra et værelse, køkken eller andet derhjemme, hvorefter vi kommer med forskellige forslag til indretningen. Vi tager også gerne ud og besøger en kunde, fortæller Mette Buus.
- Men vi vil også gerne have endnu mere gang i webshoppen, lave endnu flere livesendinger og holde endnu flere inspirationsdage. Vi har masser af idéer, supplerer Julie Buus.

Hvad med det der navn?
Og, ja, hvis du har undret dig over butikkens navn; Rum By Kri-stense, så er forklaringen lige så hyggelig som selve butikken.
Mettes farmor hed nemlig Kristense, men blev bare kaldt Stense – derfor bindestregen i ordet.
- Min farmor har altid betydet meget for mig, og da jeg i sin tid åbnede forretningen, købte jeg en masse ting, der mindede mig om hende og det hun havde stående, mens hun levede. Derfor fandt jeg også på navnet, som også har den fordel, at det altid skal forklares, lyder det med et smil fra Mette Buus.