Jakob vil vaske biler i Støvring
Erhvervsmand åbner til efteråret en dobbelt vaskehal med solceller på taget og trailerudlejning som sidegesjæft
STØVRING: Til efteråret får Støvring en ny bilvask. Faktisk to af slagsen, når erhvervsmanden Jakob Thy åbner en forretning med to vaskehaller på Neptunvej 10 i det nordlige Støvring.
Bilvasken bygges bag Jem & Fix tæt på Hobrovej.
- Støvring er en by i udvikling med stor tilflytning, og jeg tror på, at byen kan bære endnu en bilvask, siger Jakob Thy, der lover, at den nye bilvask går ind i kampen på vaskemarkedet med skarpe priser og blandt andet tilbud om månedsabonnement til bilejerne.
- Med to vaskehaller på samme sted satser jeg også på, at kunderne undgår at skulle holde i kø for at få vasket bilen, siger Jakob Thy.
Betonelementerne til den nye bilvask leveres omkring 1. september, så vaskebørsterne forventes at snurre ud på efteråret. Anlægget bliver ”toppen af poppen” med højtryksspuling og stor vaskekapacitet, lover Jakob Thy.
Vaskehallen bliver også grøn, da erhvervsmanden har søgt om tilladelse til at sætte solcelleanlæg på hallen, så den på årsbasis kan producere mere strøm, end den bruger. Vaskehallen får også eget renseanlæg, så vandet kan renses og genbruges.
Foruden to bilvaskehaller bygges en overdækket ”pusleplads” med blandt andet støvsuger.
Desuden får den ny bilvask en trailerudlejning. Anlægget er ubemandet, så leje af trailere sker online.
Jakob Thy fra Hobro drev tidligere autoforretning med forhandling af Citroën i Hobro. Han solgte firmaet i 2018 og har siden slået sig ind på udlejning af boliger og erhvervslejemål. Desuden driver han to bilvaskehaller i Hobro.