Her stiger salget og aktiviteten, når solen skinner
Kalenderen siger marts, og de første forårsdage, hvor man for alvor kan mærke, at solen varmer i ansigtet, har meldt sin ankomst. Det kan de med det samme mærke hos Vesthimmerlands Cykelcenter, der har hjemme i Farsø og Aars.
- Ja, det er helt tydeligt, at når den værste vinter først er ovre, hvad vi regner med, at den er nu, så tager folk igen cyklerne frem eller vil ud for at købe den cykel, som de har drømt om hele vinteren. Så vi kan bestemt godt mærke, at foråret er over os, fortæller Flemming Vejs, der er daglig leder af Vesthimmerlands Cykelcenter på Jyllandsgade i Aars.
- Det er meget varieret, hvad folk går efter, men i år kan vi særligt mærke en markant stigning i salget af ladcykler, hvor børnene kan sidde foran. Ladcykler var tidligere et udpræget storbyfænomen, men nu er de kommet til Vesthimmerland. De er blevet meget populære.
- Det samme er elcykler. Her betyder foråret og sommeren, at elcyklen af mange bruges som transportmiddel til og fra arbejde eller skole. Når det er godt vejr, kan elcyklen snildt erstatte en bil som transportmiddel, og det benytter mange sig af, da det både er billigere og man får frisk luft og god motion.

Til påske inviterer Vesthimmerland Cykelcenter i øvrigt til nogle særlige elcykeldage i butikken, hvor de holder åbent alle påskedagene med nogle ekstragode tilbud på elcykler.
Vesthimmerlands Cykelcenter har naturligvis også en del reparationer af cykler her om foråret. Hvis cyklen har stået hele vinteren, så er der måske noget, der lige skal fikses, inden cyklen kommer på gaden igen.
- Vi kan hjælpe med det hele, og glæder os generelt bare over forårets komme. Det er bare at kigge ind til os, lyder opfordringen fra Flemming Vejs.
Han står i butikken i Aars sammen med lærlingen Anders Sørensen, der kører cykelløb på et højt niveau. I A-klassen på team Coloquick.
- Derfor er det også helt perfekt for mig at være lærling i butikken. Her kombinerer jeg mit arbejde med min helt store passion og interesse, lyder det fra Anders Sørensen, alt imens forårssolen skinner udenfor og dermed skaber travlhed i butikken