Ferietidens ugeaviser dumper også ind hos alle sommerhuse
SOMMERAVIS: I forventning om rigtig mange danske turister i Nordjylland satser ugeaviserne på de gode oplevelser for læserne i uge 26 til 31
NORDJYLLAND: Sommeren 2020 bliver en helt særlig sommer med mange danske gæster i Nordjylland.
Derfor vælger Nordjyske Medier at ændre alle sine lokalaviser til lokale sommeraviser i uge 26-31.
Her fylder vi aviserne med masser af inspiration til sommerferie i hele regionen, både for nordjyder og for alle de turister, som besøger vores skønne landsdel.
Ikke kun fastboende, men også besøgende i de 28.500 sommerhuse langs de nordjyske kyster, vil nemlig modtage de seks sommerugeaviser.
Ferie i Nordjylland
En frisk analyse foretaget af Jysk Analyse viser, at 370.000 nordjyder forventer at holde deres sommerferie i Nordjylland.
Derudover fortæller 28 procent af deltagerne i en anden undersøgelse blandt danskere generelt, at de planlægger at holde ferie i Nordjylland.
De undersøgelser og forventningen om de mange danskere, der vælger at feriere i Nordjylland, får os til at spække vores sommeraviser med inspiration til, hvordan du får den bedste sommer i Nordjylland.
Især vil vi fokusere på oplevelsesturisme, seværdigheder, shopping, naturen og de mange fremragende spisesteder, som regionen byder på.
- Sommeraviserne udkommer i de seks uger i et udvidet ekstra oplag rettet mod 28.500 sommerhuse langs de nordjyske kyster, som normalt ikke modtager lokalaviserne.
- Det betyder, at vi distribuerer flere end en kvart million sommeraviser hver eneste af de seks uger, fortæller chefredaktør Jens Peter Svarrer.
- Det gør vi for at give vores læsere og de turister, der gæster landsdelen, en guide til de mange oplevelser, landsdelen byder ind med.
- Og vi glæder os til at levere en række sommeraviser med masser af inspiration til oplevelser i Nordjylland, forsikrer Jens Peter Svarrer.
Direktør for Skulpturparken Blokhus John Andersen glæder sig over initiativet, som han forventer får en positiv effekt:
Oplevelser i sommerlandet
- Vi forventer mange flere lokale og regionale besøgende i år i vores park og især i Blokhus/Hune by.
- Derfor hilser vi lokalavisernes initiativ meget velkomment.
- Og vi glæder os til at give nordjyder og andre besøgende mange gode oplevelser i sommerlandet, kvitterer John Andersen.
- Specielt finder jeg det godt, at lokalaviserne nu også kommer ud til de mange feriehuse langs de nordjyske kyster.
- Med et større dækningsområde forventer vi, at lokalaviserne også vil nå ud til dem, som er på besøg i regionen.
Samtidig vil sommeraviserne være højaktuelle og opdateret med sommernyheder hver uge, uddyber han.
Ud over papiraviserne bliver det selvfølgelig også muligt at finde inspiration på lokalavisernes websites.