Lene Korsgaard er blevet glad for, at hun endte med at flytte butikken fra hovedgaden op til det nye lægehus. <i>Knud Bay Labohn</i>
Shopping

Efter flytning: Optik set med nye briller

Et tilfælde førte Lene Korsgaard til Aalestrup. 22 år efter vil hun ikke derfra igen

19. september 2022 kl. 08:01

AALESTRUP: Var det en god idé at flytte? Lene Korsgaard var i tvivl. Men det er hun ikke mere. Heldigvis. 

Den erfarne optiker har nemlig for længst skiftet Aalestrup Optiks adresse i Aalestrups hovedgade ud med området ved det nye lægehus i udkanten af centrum, og det har stort set været en gevinst på alle områder:

- Jeg har fået lysere og mere energirigtige lokaler. Her er god trafik af mennesker, der skal i lægehus, til tandlæge, i Rema eller til fysioterapeut. Jeg tror også, at det har givet mig nye kunder, smiler Lene Korsgaard.

Aalestrup ved tilfælde

Hun har efterhånden været optiker i Aalestrup i 22 år, og er rigtigt glad for at være i byen. Også selv om hun gennem årene har måttet køre fra hjemmet i Mariager til forretningen i knaberbyen, som i øvrigt er del af OptikTeam-kæden.

- Det må jo være fordi, jeg har nogle gode kunder her. Folk er altså også rarere, når man kommer lidt væk fra de større byer, fortæller optikeren.

Faktisk er hun uddannet i 1993 i Lemvig, og kom de følgende år til at arbejde i flere forskellige byer. Havde en veninde en dag ikke påtaget sig at vise Aalestrups herligheder, havde hun nok arbejdet et helt andet sted end her i dag.

Nye generationer

- Jeg synes, at det var en rigtig fin by på det tidspunkt med mange specialbutikker, så her ville jeg godt arbejde. Vi blev enige om, at der godt kunne være to optikere i byen - dengang var Skyum her også - og det har jeg været glad for siden, fortæller hun.

Efter 22 år er både anden og tredje generation i flere familier blevet kunder. Lene glæder sig også over, at mange af dem, der kom hos hende som børn, vender tilbage, efter at de er flyttet til andre byer for studier og arbejde:

 - Det er altid rart når "de lange" - som jeg kalder børnene, der er blevet store - kommer tilbage. De må  jo stole på mig, smiler optikeren.

Fra sorte til grønne

Noget af det, hun bedst kan lide, er, når hun kan give en kunde noget, som han eller hun ikke vidste, de skulle have.

- Hvis nogen kommer ind og siger, at de "skal have sådan nogle firkantede og sorte nogen", og de så ender med at købe nogle, der er runde og grønne, fordi de passer bedre til dem, så er jeg glad. Jeg er jo blevet vant til at se, hvad der passer til folk, siger hun.

Annonceret indhold

Nyeste