Billede beskrivelse

Derfor elsker Lene sommeren

02. august 2023 kl. 11.01

Siden efteråret 2020 har Lene Dahl Haldrup stået i spidsen for blomsterforretningen Bloom by Lene på Himmerlandsgade 51B i Aars. Her elsker hun alle de forskellige årstider, hvor sommeren kan noget helt særligt.

- Der er mange højtider og årstider, som har stor betydning for livet i en blomsterforretning. Årstider, hvor særligt farverne er bestemt på forhånd. Eksempelvis med gult til påske, rødt til jul og varme farver om efteråret.

- Men her er sommeren altid noget helt særligt. For det er den tid på året, hvor alt simpelthen er tilladt. Her kan man for alvor gå amok i alverdens forskellige farver, og det er rigtigt sjovt og noget jeg nyder meget.

- Ikke mindst fordi kunderne er vidt forskellige og kommer med mange forskellige ønsker, og så elsker jeg jo personligt at tilsætte det et snert af vild sommer og grøftekant, fortæller Lene Dahl Haldrup og fortsætter:

- Selve højsommeren er ikke så travl, men med sensommeren kommer der også altid en masse bryllupper og andre fester. Og så bliver der travlt igen. Det kan vi allerede mærke.

Tager på messe

At der er lidt stille i løbet af sommeren, betyder dog ikke, at Lene og hendes medarbejdere slapper af. Her bliver der nemlig gjort klart til den kommende tid.

- Som blomsterforretning er der altid en masse klargøring og forberedelse til de travle perioder på året.

- Det gælder blandt andet også indkøb og fokus på nye varer, hvor jeg sidst i august skal på den anerkendte indkøbsmesse ”Formland” i Herning.

- Her glæder jeg mig altid til at se nyhederne indenfor blandt andet krukker, vaser og andet spændende til blomster og boligindretning, slutter Lene Dahl Haldrup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste